Politiet: Betragter FCK-trøjesag som røveri
Politiet betragter det som røveri, at en Brøndby-fan efter søndagens fodboldkamp i Parken tvang en FCK-fan til at tage sin trøje af i S-toget og aflevere den.
Det oplyser Københavns Politi, der tirsdag efterlyser vidner og ofre i sagen.
Sagen er i stort omfang blevet kommenteret på sociale medier, og flere nyhedsmedier har beskrevet episoden, som er fanget på video.
- Ud fra optagelsen vurderer vi, at der er tale om et røveri. Der kan desuden være flere forurettede, men vi har hverken identificeret den unge mand på optagelsen eller eventuelle andre.
- Derfor vil vi meget gerne i kontakt med både forurettede og med vidner, der har overværet episoden, siger politikommissær Poul Hansen i en pressemeddelelse.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
SE og HØR har været i kontakt med en af de tre unge mænd, der fik frataget deres trøjer. Læs, hvad han mener om sagen her.