Jeff Bezos: "Ringenes Herre"-serie skal mere end bare at gøre mig rig
Han er en af verdens rigeste mænd, men det betyder ikke, at han har travlt med at tjene dollars hele tiden.
Forud for premieren på den længe ventede Amazon-serie, "Ringenes herre: Magtringene", meddeler den 58-årige milliardær, at han er lige så stor fan som alle andre.
Han forsøger i samme omgang at berolige de fans, der er bekymrede for, om serien, der har premiere på Prime Video, udelukkende er skruet sammen i et forsøg på at tjene stakkevis af penge.
- Midgård er sådan en elsket verden og at få lov til at fortælle historien om smedningen af "Magtringene", er et privilegium og et ansvar, siger Jeff Bezos til Time Magazine og fortsætter:
- Jeg håber, vi kan leve op til J.R.R. Tolkiens værk.
- Det er langt større end bare at lave en kommercielt succesfuld serie. Alle, der arbejder på serien, læste de her historier som børn, og vores hjerter er i det.
At Amazon Prime Video fik rettighederne til den ikoniske fortælling, har fået flere til at tvivle på motivationen bag. Premierne på serien vil nemlig utvivlsomt sikre streamingtjenesten flere abonnenter - og dermed også flere penge.
Men Jeff Bezos er altså fan. Faktisk så meget, at han personligt var involveret i forhandlingerne tilbage i 2017. En forhandling, der betød, at Amazon måtte hoste op med 1,8 mia. kr.
Det er ikke første gang, at Bezos har udvist særlig interesse for tv.
Han var nemlig personligt med til at sikre, at sci-fi-serien "The Expanse" fik lov til at leve videre på Prime Video, efter tjenesten SyFy valgte at droppe serien.
"Ringenes herre: Magtringene" har premiere på Prime Video den 2. september.
Se traileren til "Ringenes herre: Magtringene" øverst i artiklen.