Iyanna og Jarrette Jones fra "Love is Blind" skal skilles
De sagde "ja" til hinanden for rullende kameraer, men nu er det slut for "Love is Blind"-parret Iyanna Jones og Jarrette Jones.
– Efter at have tænkt over det længe, er vi kede af at kunne dele, at vi er separeret og vil indlede en skilsmisse, skriver de begge på Instagram.
De var ellers et af de lykkelige par, der sidste år gik ned ad kirkegulvet hånd i hånd i programmet. Det skete på trods af at Jarrette Jones kunne afsløre, at han havde et andet førstevalg, da han sad i de såkaldte "pods" i "Love is Blind."
Men det endte med, at Iyanna fik sin Jarrette.
Kærligheden mellem de to er dog brast, og selv om det var svært, tyder det på, at de to er helt enige om beslutningen.
– Mens vi elsker hinanden, går vores liv i forskellige retninger, og det er okay, lyder det i beskeden.
– At nå til denne beslutning var langt fra nemt, og vi vil altid ønske hinanden det allerbedste.
Parret beder om plads til at lukke kapitlet, og takker "Love is Blind"-familien og Netflix for muligheden og støtten.
Hvad der helt konkret er sket, siden de to har mistet melodien, afslører de ikke.