Øhhh, hva'ba'?! Filmstjerne får HELT SAMME navn som sin hustru
Hvis det ikke var forvirrende nok i forvejen, så bliver det da i den grad nu for filmstjernen Taylor Lautner.
Den 30-årige skuespiller har i årevis dannet par med sygeplejersken Taylor Dome, som han snart skal giftes med.
Som den skarpe læser nok har lagt mærke til, har parret samme fornavn - og lige om lidt får de så også samme efternavn.
Når de to bliver smedet sammen, vil Taylor Dome nemlig tage skuespillerens efternavn, hvilket betyder, at hun fremover vil hedde... ja... Taylor Lautner, ligesom sin mand.
Det fortæller (den originale) Taylor Lautner i talkshowet "The Kelly Clarkson Show".
- Det bliver ekstra kompliceret, siger skuespilleren i talkshowet og fortsætter:
- Vi bliver bogstaveligt talt den samme person. Jeg føler mig lidt som en narcissist, griner han.
Taylor Lautner fortæller videre, at deres venner og familie kalder ham for "Taylor", mens de kalder hende for "Tay", hvilket gør det lidt nemmere i dagligdagen.
Han fortæller videre, at det faktisk var hans søster, der introducerede ham for hans kommende kone, da hun var sikker på, at de to ville klikke.
Og det må man sige, at de gjorde.
I hvert fald friede han til hende i november efter tre år som kærester, og hun sagde ja - til både ham og hans efternavn.
Lidt ekstra-info til de interesserede:
Det er faktisk ikke første gang, Taylor Lautner danner par med en kvinde med samme fornavn.
Han dannede i 2009 par med sangerinden Taylor Swift, som han fandt sammen med under optagelserne til filmen "Valentines Day", hvor de ligeledes spillede kærester.