Kendte18. august 2022

MØ aflyser Fredagsrock-koncert

Koncerten med den danske verdensstjerne fra Fyn bliver ikke til noget alligevel - der er dog fundet en afløser for MØ
MØ er blevet syg, og må derfor aflyse morgendagens koncert på Plænen
MØ er blevet syg, og må derfor aflyse morgendagens koncert på Plænen
 Foto: Jesper Sunesen

Kæmpestjernen MØ - med det borgerlige navn Karen Marie Ørsted - gæster ikke scenen på Plænen i Tivoli i morgen - fredag d. 19. august.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Afbuddet skyldes, at MØ er blevet ramt af sygdom, og hun er derfor ikke i stand til at gennemføre Fredagsrock-koncerten.

Afløseren - eller afløserne, rettere - er dog fundet.

- Det er altid ærgerligt, når en stor koncert bliver hindret af sygdom, heldigvis kommer Mø tilbage i haven på et senere tidspunkt, og vi får i stedet besøg af Djämes Brown og Vild $mith, der altid er garant for fest på Plænen, udtaler chef for musik- og underholdning i Haven, Thor Feilberg.

Djämes Brown er blandt andet kendt for dancehallsange som 'Fugle' og 'Farlig Tiger', mens sidstnævnte står bag numrene 'Det ik sket' og 'Send nudes'.

Opvarmningskoncerten bliver desuden stadig med den kvindelige dj Ashibah.

Tivoli har ikke oplyst nærmere detaljer om Møs sygdom.

Det er derfor uvist, hvor alvorligt hun er syg, og om flere kommende koncerter dermed er i fare for at blive aflyst.

Sponsoreret indhold