Kongelige22. august 2022

Joachim er vild med Cayx: Snupper slottet

Ifølge kongehusekspert er der meget, der tyder på, at det bliver Margrethes yngste, der arver vinimperiet i Frankrig
Prinsesse Marie, Caroline Fleming og prins Joachim
Måske prins Joachim, 53, og prinsesse Marie, 46, en dag kan kalde slottet for deres eget.
 Foto: Lars H. Laursen

Han råder ikke længere over sit slot og landbrug i Sønderjylland, huset i Klampenborg er lejet ud, og i dag bor han i en lejet lejlighed i Paris. Men meget kunne tyde på, at prins Joachim bliver den af dronningens to sønner, der arver vinslottet Cayx, når Margrethe en dag dør.

Det mener kongehuseksperten Søren Jakobsen, der anser det for sandsynligt, at familien dermed trodser prins Henriks ønske om, at hans vinslot fremover skal være ejet af den danske regent.

– Det ville jo være en god løsning, for Frederik kommer jo ikke til at mangle muligheder i Danmark, siger Søren Jakobsen.

Men løsningen betyder, at prins Henriks ønske for vinslottets fremtid tilsidesættes.

– Vi har tænkt på måske at give det til den ældste, kronprins Frederik, fordi prins Joachim har sit sted i Sønderjylland. For kronprinsen vil det være et dejligt sted at komme og slappe af, fortalte prins Henrik ellers tilbage i 2008, da han blev spurgt til planerne for vinslottet, når han ikke længere var blandt os.

Prins Henrik, kronprins Frederik, prins Joachim og dronning Margrethe
– Jeg var fem år, da mine forældre købte Cayx, og jeg var syv år, da vi var her første gang, så jeg har set det hele vejen igennem, har Joachim fortalt om vinslottet.
 Foto: Elfelt

Siden da er meget ændret. Prins Henrik er her ikke længere, og slottet tilhører nu dronning Margrethe, der kan efterlade det til den, hun nu ønsker. Og prins Joachim har ikke længere Schackenborg, så dét argument er ikke længere holdbart.

Frederik har rigeligt

Da kronprins Frederik, når han bliver konge, vil arve retten til Amalienborg, Fredensborg Slot og Gråsten Slot og formentlig også vil arve kongehusets private besiddelser i form af Marselisborg Slot og jagtejendommen i Trend, så kunne det være oplagt at lade prins Joachim overtage det franske vinslot.

Chateau de Cayx
Det smukke slot kan ende med at blive givet til Joachim.
 Foto: Dan Mariegaard

Ikke mindst set i lyset af, at Joachim har solgt sit eget sted i Sydfrankrig, og da han i dag bor i Frankrig med sin franske kone, stikker hans tilknytning til landet væsentligt dybere end kronprins Frederiks.

Og denne sommer har igen vist, at det primært er prins Joachim, der har gjort brug af slottet. I en sådan grad, at også hans svigerdatter, Benedikte Thoustrup, har været på besøg.

Plaster på såret

Derimod er der intet, der tyder på, at kronprinsfamilien har været på besøg på Cayx denne sommer. Dermed vil det også være helt i prins Henriks ånd, at stedet, som han lagde så meget energi i, går til den af sønnerne, der har hjertet med.

Ender det med, at prins Joachim arver slottet, kan han bytte det for noget af det andet, som han og Frederik arver sammen, når dronning Margrethe en dag ikke længere er blandt os.

Prins Henrik og dronning Margrethe
Henrik løftede længe før sin død sløret for planerne om, at Frederik skulle have slottet – men det kan ende anderledes.
 Foto: Hanne Juul

Ifølge Søren Jakobsen vil beslutningen gå fint i hånd med de senere års tendens.

– Hans officielle tilknytning er meget begrænset efterhånden, og så kunne det være et plaster på såret, at han er langtidsparkeret på den måde, mener kongehuseksperten.

Elsker slottet

Joachim er da også vild med familiens franske besiddelse.

– Det er barndomsminder. Det er freden og roen. Jeg var fem år, da mine forældre købte Cayx, og jeg var syv år, da vi var her første gang, så jeg har set det hele vejen igennem. Jeg vil ikke sige, jeg har sat mit præg på det, men det har sat sit præg på mig, og det er dejligt at komme her og overdrage det til min egen familie. Det er pragtfuldt afslappende, har han tidligere sagt til Billed-Bladet.

Prinsesse Marie og prins Joachim
Prins Joachim misser sjældent en sommer på Cayx.
 Foto: Dan Mariegaard

Og glæden har han givet videre til sine egne børn.

– De kender Cayx som deres egen lomme, og jeg tror, det i Nikolais tilfælde er blevet til 14 somre. Det er kun to, han har misset hernede, så han er også vokset op med det, sagde Joachim i 2017.

Nu kan det være, at det bliver prins Joachim, der kan kalde slottet for hans eget, såfremt prins Henriks ønske bliver tilsidesat.

Sponsoreret indhold