Kylie Jenner forkæler datteren med en taske til over 7.000 kroner
Hvis der er ét barn, der kan siges at være forkælet, så er det Kylie Jenners datter, Stormi Webster.
På blot fire år har milliardærdatteren nemlig modtaget luksuriøse gaver som store diamantringe, miniature-luksusbiler og alverdens designervarer af sine forældre, Kylie Jenner og Travis Scott.
Og nu er der igen kommet en tilføjelse til Stormi Websters designersamling, skriver Daily Mail.
Denne gang har Kylie Jenner været ude at købe en "Top Handle-Tote"-taske fra mærket The Attico til den nette sum af 7.350 danske kroner.
Tasken er sølvfarvet, og den fireårige Stormi Webster blev set med den, da hun og Kylie Jenner ankom til en kosmetiklancering på Ulta Beauty i Westwood for nylig.
Her var Jenner-datteren desuden iført en matchende kjole og et par chunky Nike-sneakers.
Det er da heller ikke første gang, at Stormi Webster bliver set med en dyr designertaske.
Tilbage i 2020 købte Kylie Jenner nemlig en ny skoletaske til datteren, og denne var naturligvis heller ikke den billigste af slagsen. Tværtimod.
På Instagram delte Kylie Jenner nemlig et billede af den stolte datter, som netop havde fået en lyserød Hermés "Kelly"-taske, som koster i omegnen af 54.000 danske kroner.
Foruden Stormi Webster er Kylie Jenner og Travis Scott også forældre til en dreng, som kom til verden i februar, men som parret endnu ikke har offentliggjort navnet på.