Mads Emil Andersen blev slået bevidstløs: - Jeg havde vundet

Lørdag skulle have været den helt store festdag for Mads Emil Andersen, som udover sin kamp til Stjerneboksning også kunne fejre sin 30 års fødselsdag.
Fejringen blev dog spoleret en smule af youtuberen Tobias Møller, som var Mads' modstander i ringen.
Efter lidt over et minut med slagudveksling blev lyset slukket hos Mads, som blev ramt af et hårdt slag fra Tobias.
Slaget kom bag på dagens fødselar, og det gjorde det sådan set på det meste af Brøndby Hallen. Youtuberens vinderhug lignede mest et slag i blinde, men som kom med en afsindig kraft og præcision.
For det ramte Mads' venstre side af ansigtet, og halvanden sekund senere ramte hele hans krop gulvet i ringen.
Trods knockout og nederlag havde Mads en god dag, fortæller han til SE og HØR.
- Jeg er en smule tømmermændsramt. Det var generelt en super fed dag! Det var en sindssyg oplevelse at få lov til at stå oppe i ringen, og så synes jeg selvfølgelig, det var super ærgerligt, at jeg tabte så brat, skrev Mads i en besked til SE og HØR søndag aften.
Sejren gik til Tobias, men "Ex on the Beach"-fødselaren er overbevist om, at det uden problemer kunne være endt helt anderledes. Hvis han altså ikke var blevet knockoutet.

- Jeg tror bare, jeg blev for overmodig. Jeg var så sikker på, at jeg havde den. Jeg så hans øjne flakke et par gange, siger Mads og fortætter:
- Så jeg blev alt for ivrig efter at få et knockout på ham, så jeg tabte paraderne. Og han ramte mig med et slag, jeg slet ikke havde set komme, og så var det overstået.
Mads er overbevist om, at hvis han havde holdt sin gameplan - og sine parader oppe - så var han løbet med bæltet og de 15.000 kroner i drikkepenge.
- Jeg super ærgerlig. Hvis jeg havde holdt hovedet koldt og taget det lidt mere stille og roligt, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg havde taget den kamp, slår han fast.