Dennis dropper København: Salonen solgt
Med fire børn og bopæl i Korsør bliver det for voldsomt for Dennis Knudsen med det 400 kvadratmeter store skønhedsmekka midt i København oveni.
– Jeg har solgt salonen fra 1. oktober, fordi det bliver for meget med både den og fire børn.
Uden den kommer der mere ro på, og jeg slipper for at køre så meget frem og tilbage mellem København og Korsør, hvor vi har slået rødder nu.
Fremover vil jeg koncentrere mig om mine børn og om at lave film, siger Dennis Knudsen til SE og HØR.
Henter pigerne hjem
Men Dennis elsker stadig frisørarbejdet og ikke mindst kontakten med kunderne – og derfor har saksehånden allerede investeret i en ny salon, men på et helt andet niveau end den i hovedstaden.
– Jeg åbner en lille salon med seks stole midt på gågaden i Korsør – kun to minutter på cykel hjemmefra.
Det kommer til at passe bedre med børnenes behov, fortæller stylisten, der om kort tid rejser til USA og henter de kommende tvillingepiger hjem.
Ny rugemor
Alt er klart til tvillingepigernes ankomst, og ligesom med sønnerne Lucas og Noah på nu tre og godt et år, er Dennis Knudsen biologisk far til dem.
Eneste forskel er, at pigernes rugemor er en anden.
– Drengene skal ikke med til USA og hente pigerne. De bliver hjemme og passer deres vuggestue, og nogle venner flytter ind hos dem, mens jeg er væk.
Den unge au pair har vi ikke længere, i stedet får vi en voksen dame fra byen til at passe børnene, fortæller Dennis Knudsen.
– Vi ved endnu ikke, om de bliver født ved kejsersnit ligesom drengene. Det ved vi først, når rugemoderen bliver scannet i næste uge, fortæller den vordende far spændt.
Og når tvillingepigerne er kommet til verden kan de se frem til rigeligt plads – og lækker udsigt.
Sidste år købte Dennis en luksusvilla i Korsør med vue over Storebælt.
Jetsetlivet i det københavnske er mere eller mindre også droppet hos den snart 60-årige levemand.