Thalia Pitzner på den røde løber: - Jeg er træt af det
Thalia Pitzner blev for lidt over en måned siden single igen.
For første gang siden bruddet var hun i torsdags på den røde løber, da hun ankom med mor Katerina og søster Elvira til Zulu Comedy Galla.
Her spurgte vi naturligvis Thalia, hvordan single-livet går. For der må være mange, som gerne vil gøre en ende på hendes single-tilværelse.
- Det går strålende, svarede diamantdatteren kortfattet.
Men der var en grund til det korte svar, som Thalia uddybede lige efter.
- Jeg er efterhånden bare træt af at skulle tale om kæresteforhold, hver gang jeg er på en rød løber, forklarer hun til SE og HØR.
Heldigvis ved mor Katerina godt, hvordan spillet er, når man som nyligt erklæret single-kendis ankommer på en rød løber for første gang efter et brud.
- Nu taler vi om singlelivet, og det er ”busy” (travlt red.), grinede mor Pitzner.
Der var dog andet, som Thalia gerne vil snakke om. Da emnet var hendes nye tv-serie "Pitzner sisters", som hun har med Elvira, var hun mere villig til at tale.
- Det er så fedt at have en tv-serie med min søster. Jeg synes, det er hyggeligt, og jeg elsker det, jubler Thalia.
Ligesom i "Diamantfamilien" kommer vi helt ind i privaten hos Thalia og Elvira i den nye Discovery+-serie. Her følger vi søstrene i både med- og modgang.
- Jeg tror, at det er en naturlig del af et søskendeforhold, at man har nogle uenigheder en gang i mellem, men at man samtidig knuselsker hinanden, siger Thalia.
Du kan se interviewet fra Zulu Comedy Galla øverst i artiklen!