Tydeligt rystet Thalia Pitzner i retten: - Jeg vil gerne have journalisterne ud af retten
- Jeg er herinde på uoplyst baggrund, sagde en tydeligt berørt Thalia Pitzner, da hun onsdag formiddag sidder i vidneskranken i retssal 4 ved Retten i Roskilde.
Hun sidder med et lommetørklæde og tører øjnene, mens hun forsøger at forklare sig.
Ifølge "diamantdatteren," var hun ikke ordentligt oplyst inden dagens retsmøde.
Hun var blevet ringet op af Retten i Roskilde, fordi de kunne se, at hun ikke havde åbnet sin e-boks. Her fik hun besked på, at hun skulle møde op i retten i dag.
Her skulle retten behandle den sag, der omhandler hendes brug af mobiltelefon under kørsel af en varebil på Køge Bugt Motorvejen 7. september sidste år ved Ishøj.
Anklagemyndigheden går efter at få inddraget realitystjernens kørekort ubetinget i seks måneder.
Ved sagens start havde Thalia Pitzner også en anmodning til retten.
- Jeg vil gerne have, at der ikke er journalister til stede, det er meget ubehageligt, lød det grådkvalt fra dagens hovedperson.
Sagens dommer, Christian Ankerstjerne Rønneberg, afviste dog forespørgslen, da sagen, ligesom de fleste andre, er åbne for offentligheden.
Men Thalia Pitzner, der i dagens anledning var mødt op i rideleggings og en sort hættetrøje, havde mere at sige, da anklageren havde læst tiltalen op.
- Jeg vil gerne have en til at repræsentere mig her i dag, lød det fra tv-kendissen, der inden sagens start virkede noget mere ovenpå, da hun henvendte sig til journalisterne for at høre, hvem de var.
Sagens dommer medgav Thalia Pitzner, at hun havde ret til en forsvarsadvokat, når anklagemyndigheden vil inddrage hendes kørekort ubetinget.
På den baggrund blev sagen udsat, og som dommeren forklarede, kunne der godt gå nogle måneder, før den kan blive behandlet igen.
- Jeg har også nogle papirer fra mit teleselskab, som jeg gerne vil vise retten, lød det fra Thalia Pitzner.
Dommeren forklarede dog, at det måtte hun tage med sin nu beskikkede forsvarer.
Thalia Pitzner fik ikke forklaret, hvordan hun stiller sig til tiltalen mod hende.
SE og HØR følger sagen.