Ibi Støving var bange for at dø: Kureret med chok
Chok, på chok, på chok, på chok.
Det var hvad 47-årige Ibi Støving for nylig fik, da hun begav sig ud på sit vildeste eventyr.
På 16 dage skulle 400 kilometer tilbagelægges gennem Grand Canyon i Colorado-floden.
– Normalt ville jeg ikke sige ja til noget, man kan dø af.
Det har jeg været obs på, efter jeg fik nyresvigt, fortæller ærlige Ibi Støving, som netop nu er aktuel i Discoverys programmet “Gennem Grand Canyon – Det vildeste eventyr”.
– Men det vidste jeg heller ikke, at man kunne af det her, griner den sympatiske tv-vært, da SE og HØR møder hende i København.
– Jeg vidste godt, at det var Grand Canyon, vi skulle igennem, og der var vand alle steder – men jeg vidste ikke, at når man sad i en gummibåd og vandet skilte sig i sådan nogle store munde, så var der ti meter ned.
Det vidste jeg ikke.
I dag kan hun godt grine af sin egen frygt. Men da eventyret stod på, var det alt andet end sjovt.
– Der gik mit angst i galopperende gear, siger Ibi, 47.
Ramt af dødsangst
Siden skærmdarlingen for syv år siden fik dobbelt nyresvigt og blev dødeligt syg, har hun set ulykker og farer overalt.
– Jeg troede, man kunne dø af alt muligt sindssygt hele tiden.
Så for at få nulstillet sin hjerne og komme dødsangsten til livs sagde hun ja til programmet.
– Jeg skal love for, at det gik i opfyldelse med en chokbehandling. Det var det jeg fik. Chok, på chok, på chok hver eneste dag, hele dagen lang, 16 dage i træk, husker Ibi.
Efter mange kilometer og udfordringer på floden, blev hun først apatisk.
– Det forandrede sig til, at jeg tænkte: “Vi er jo ikke døde endnu, så man dør måske ikke af alt”, forklarer den modige kvinde.
For der kom da blå mærker og rifter på huden, men efter 16 dage havde hun gennemført eventyret med livet i behold.
– For hver dag der gik, og vi var levende, så blev min apati vendt til fornuft og logisk tankegang. Og det har jeg taget med hjem, jubler Ibi.
Det betyder, at hun i dag ikke længere ser farer overalt.
– Tidligere kunne jeg ikke høre, hvad folk sagde, hvis de stod tæt på en trappe.
For det eneste jeg kunne tænke på var, at lige om lidt falder de ned og brækker nakken.
– Jeg følte, at jeg havde ansvaret for alle. Det var helt absurd, for det bliver man sindssyg af, siger Ibi.
Aldrig mere i en båd
Hun har nu lært, at hun ikke kan forhindre alverdens ulykker, men fortjener at slappe af og nyde livet.
Og det er netop, hvad hun gør nu.
Med sin 13-årige søn Anakin og arbejdet med sin første kortfilm, som hun instruerer.
– Jeg sidder og klipper min første kortfilm. Den er færdig til december og handler om PTSD og hedder “Spurven”, smiler Ibi.
Og den slags nye udfordringer er nok for Ibi i fremtiden.
– Det var vildt op opleve naturen, og jeg vil gerne opleve Grand Canyon igen.
Det var helt fantastisk. Men aldrig mere i en båd på den måde, slår Ibi fast.
Du kan opleve hele holdets rejse på Kanal 5 og Discovery+. Der er nye afsnit hver torsdag.