Kort efter dronningens død: Sky formet som Elizabeth viser sig på himlen

Storbritannien er i sorg, efter dronning Elizabeth torsdag døde i en alder af 96 år.
Dronningen regerede i hele 70 år, og de fleste briter har kun kendt til hende som Storbritanniens regent.
Derfor er landet i sorg, og midt i det dystre forsøger briterne at se efter tegn på, at deres elskede dronning nu er kommet til et bedre sted.
Således har en britisk kvinde ved navn Leanne Bethell delt et foto på sin Facebook-profil, der efterfølgende er gået sin sejrsgang hos de britiske medier.
– Jeg kørte hjem, og Lacey begyndte at råbe "OMG!", og jeg gik i panik. Så pegede hun op på dette motiv på himlen, skriver hun på sin Facebook.

Billederne har høstet dusinvis af kommentarer:
– Du ser det kun, fordi du ser efter det. Måske er det et tegn, eller måske ser vi bare efter tegn oppefra, hvem ved, skriver en.
– Vores pige Lizzy våger over os, skriver en anden.
Billeder af en dobbeltregnbue, der dukkede op over både Buckingham Palace og Windsor Palace, er også blevet delt vidt og bredt på de sociale medier.

Der er national sørgetid fra nu og til syv dage efter begravelsen, meddeler Buckingham Palace fredag.
I London kommer dronningen til at ligge på lit de parade i Westminster Hall. Efter statsbegravelsen, som ifølge protokollen skal være i Westminster Abbey, vil hun blive stedt til hvile ved Windsor Castle.
Der vil blive holdt et minuts stilhed i Storbritannien fredag, og der vil blive affyret en kanonsalut med et skud for hvert af dronningens leveår.
Der vil blive ringet med klokkerne midt på dagen fredag i Westminster Abbey, i St. Paul’s Cathedral og Windsor Castle.
Kirker i hele England er blevet bedt om at ringe med kirkeklokkerne ved middagstid.