Fie Laursen dropper barsel for porno: Min søn er nem
To års barsel. Det var i første omgang planen for Fie Laursen, da hun for tre måneder siden fødte sønnen Mateo.
De planlagte 24 måneder væk fra jobbet som amatørpornostjerne på OnlyFans og DK-Webcam er dog blevet forkortet en hel del.
I en spørgerunde på sin Instagram-profil bliver Fie spurgt, om hun egentlig ikke skulle holde pause nu. Det kommer i kølvandet på bunkevis af reklame for frøken Laursens nyoptagede, afklædte bedrifter for rullende kameraer.
- Jo, fordi jeg troede, det var hårdere, end det var, at få en baby. Alle babyer er forskellige, men Mateo er virkelig nem, lyder Fies forklaring
Så den skandaleramte influencer er altså tilbage på både OnlyFans og DK-Webcam. Det har hun blandt andet teaset for på sin Twitter-profil, hvor hun har delt nøgen- og sexbilleder med en mand, som hun hævder er hendes kæreste.
Så selv om det altså var meningen, at Fie nu skulle bruge samtlige af døgnets 24 timer sammen med sønnen Mateo, så er han simpelthen så nem, at hun allerede nu er tilbage på arbejde.
- Derfor arbejder jeg, når han sover. Det holder mig i gang mentalt at holde fast i karrieren, jeg har skabt, skriver Fie og uddyber:
- Som både er noget, der gør mig lykkelig, og som er indkomst til at give Mateo det bedste liv.
Tidligere har Fie hævdet, at alle de penge hun tjente, da hun lavede porno, mens hun var gravid, er gået direkte ind på en opsparing til sønnen.
Og skal man tro frøken Laursen, så er lille Mateo på tre måneder allerede millionær.
Alligevel ser Fie det nu som både en mulighed og en nødvendighed at vende tilbage til arbejdet som amatørpornoskuespiller.
- Jeg kan nok ikke finde ud af ikke at arbejde. Det er en god følelse, slutter Fie af med at skrive.