Norsk kvinde lider af "selvmordssygdom": Nu bliver hun hyldet på TikTok
11,5 millioner.
Det er så mange mennesker, der har set en TikTok-video, hvor den 20-årige norske kvinde Kari Olstad rejser sig fra sin kørestol.
Den unge nordmand lider af komplekst regionalt smertesyndrom.
En sygdom, som bliver betegnet som den mest smertefulde i verden, og som derfor også bliver kaldt "selvmordssygdommen".
TV 2 Norge har talt med Kari Olstad, som delte videoen af sig selv på TikTok i august.
Siden da er den altså blevet set over 11,5 millioner gange og har fået utallige kommentarer fra folk, der hylder den unge kvinde.
I videoen kan man se hende tage sine første skridt, hvorefter hun bryder sammen i gråd.
Artiklen fortsætter under videoen...
Ifølge Kari Olstad har hun altid fået at vide fra læger, at der ikke var noget at gøre for at kurere hendes sygdom.
Hun har dog fundet en behandler i USA, og det er ham, som har hjulpet hende så meget med smertelindring, at hun nu kan gå og stå.
- Førhen blev jeg nødt til at isolere mig i dage- og ugevis. Jeg måtte ligge i et mørkt rum og kunne ikke se fjernsyn, fordi lyden gjorde for ondt, siger hun til TV 2 Norge.
- Hvis jeg åbnede døren, ville jeg få ondt bare af gennemtrækket, fortsætter hun.
Ifølge den unge nordmand var det i første omgang blot meningen, at hendes video skulle ses af hendes venner og familie, men pludselig tog den altså fart og er blevet delt verden over.
I skrivende stund har videoen over 23.000 kommentarer fra folk fra lande såsom England, Tyskland, Spanien, Frankrig og Rusland.
Til TV 2 Norge fortæller Kari Olstad, at hun er glad for den positive respons, og at hun håber, at hendes video kan være med til, at andre med samme sygdom ikke giver op.
Hun blev selv diagnosticeret med sygdommen, da hun var 16 år gammel.
Artiklen fortsætter under billedet...
Dengang dyrkede hun alpint skiløb, men i 2018 faldt hun og slog sig under en træningslejr. Hun brækkede ikke noget, men blev efterfølgende gul og blå på sin højre side af kroppen.
Smerterne gik aldrig væk, men begyndte tværtimod at blive værre og sprede sig til andre dele af kroppen.
Fem måneder efter styrtet vågnede hun en dag op til ekstreme smerter. Et smerteanfald, som blot blev det første af en lang række.
- Når jeg har fået de smerteanfald, lagde jeg mig i fosterstilling og skreg af smerte. Jeg ville bare have, de skulle stoppe, siger hun og håber, at hun med behandlingen i USA, nu kan undgå flere anfald i fremtiden.
Behandlingen foregår på Spero-klinikken i Arkansas, og det har indtil videre kostet Kari Olstad 700.000 norske kroner for tre måneders behandling.
Penge, som hun har fået ved hjælp fra en indsamling.
TV 2 Norge har talt med kiropraktoren Katinka van der Merwe, som har grundlagt klinikken, og hun indrømmer dog, at det ikke er alle deres patienter, der oplever at blive helbredt af den sjældne sygdom.
Ifølge hende bliver otte ud 12 komplet helbredt - og en af disse ser altså ud til at være Kari Olstad.
- Jeg troede, jeg skulle dø i den kørestol og aldrig blive normal igen. Det var derfor, jeg brød sammen, da jeg rejste mig fra kørestolen for første gang. For der gik det op for mig, at behandlingen virker for mig.