Sport15. september 2022

Thomas Delaney købte lejlighed for millioner: Nu afslører han hvorfor

Den danske fodboldspiller vil gerne hjem til København - og han har allerede fundet et sted at bo
Det er i hytten her på Frederiksberg, at Thomas og konen har købt sig en dansk bolig for en formue.
Det er i hytten her på Frederiksberg, at Thomas og konen har købt sig en dansk bolig for en formue.
 Fotocollage: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Skråfoto

Den VAR god nok.

For da SE og HØR allerede sidste efterår over flere omgange kunne afsløre, at FCK-profilen Thomas Delaney og hans kone Michelle havde smidt 26 millioner kroner for at købe to familier på Frederiksberg ud af en 291 kvadratmeter stor bolig, lå det i kortene, at han nok var på vej tilbage til Danmark.

Og Sevilla-spilleren bekræfter nu, at han meget gerne vender retur til København.

- En dag.

- Jeg har sagt, at det kommer til at ske, siger han og understreger, at han altså har en kontrakt på endnu to år i Sevilla.

Han afviser dog at have været i dialog med FCK, men afslører, at bestyrelsesmedlem William Kvist jævnligt spørger, "om ikke det er nu", han skal hjem til den danske hovedstad.

Udtalelserne falder, efter Thomas Delaney onsdag aften igen spillede Champions League i Parken, men denne gang var situationen vendt en lille smule på hovedet.

Thomas Delaney havde nemlig trukket i en rød trøje og sloges for spanske Sevilla mod sin danske hjerteklub.

- Kommer du snart hjem igen, kan man næsten høre FCK's Nicolai Boilesen (t.h.) sige her til Sevilla FCs Thomas Delaney efter Champions League gruppe G-kampen onsdag.
- Kommer du snart hjem igen, kan man næsten høre FCK's Nicolai Boilesen (t.h.) sige her til Sevilla FCs Thomas Delaney efter Champions League gruppe G-kampen onsdag.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men selv om den tidligere FCK-anfører var modstander i Parken onsdag, fik han masser af kærlighed fra de københavnske fans, som både før, under og efter kampen hyldede midtbanespilleren.

- Når stadion synger til mig på den måde, mærker jeg det og sætter pris på det. Jeg er ydmyg over det. Det var en stor oplevelse, sagde en tydeligt rørt Thomas Delaney, da han efter kampen talte med pressen.

- Jeg prøvede at lægge det fra mig i kampen. Det var underligt at være modstander, men jeg synes, det gik fint.

Og oplevelsen bekræftede altså Thomas Delaney i, at han på et tidspunkt skal tilbage og have hjemmebane i Parken.

Sponsoreret indhold