Sille og David mødes i dag: Skal forhandle om "Paradise"-pengene
Da Sille Nimholm og David Jarsbo gik fra hinanden, få dage før finalen med de to i "Paradise Hotel" løb over skærmen, var der nogenlunde fred mellem dem.
Århus-fyren lovede højt og helligt, at han ville dele de 500.000 kroner, som han vandt i TV3-hittet, med Sille. Det gjorde han i samtlige danske medier herunder SE og HØR.
Derefter tog det så fart på den negative måde. David besluttede, at han alligevel ikke ville dele pengene med Sille, men det vil hun ikke finde sig i.
David vendte på en tallerken, da Sille brød tavsheden og fortalte, hvorfor hun var gået fra ham. Det inkluderede beskyldninger om utroskab og narkomisbrug mod David.
Siden har paradisoen fra Albertslund været fast besluttet på at få de 250.000, som David har lovet hende for rullende kameraer, selv om han nu har skiftet mening. Derfor har hun hyret en advokat, og i dag har der så været en form for gennembrud i sagen.
- Jeg skal til retsmægling med min advokat, Sille, Silles advokat, også kommer der en femte part også. Vi skal snakke og se, om man kan lave en aftale, inden der kommer en retssag i gang, fortæller David i en længere story på sin Instagram-profil.
Her fortæller han også, at Sille og hendes advokat har et ekstremt højt krav til hvad David skal hoste op med, hvis det står til dem.
- Jeg tager derned og ser på, hvad det er for noget. Sille og hendes advokat mener jo, at hun skal have tre fjerdele af det beløb, jeg fik udbetalt efter skat, og at jeg selv skal have en fjerdedel, forklarer David.
Det er den tårnhøje jyde selvsagt ikke enig i, og det står han fast på.
- Det er lidt en joke et eller andet sted, og nu skal vi mødes og snakke, om vi kan mødes på midten. Jeg tror, vi er rendt ind i en blindgyde, men nu ser jeg, hvad det er.
I den lange video kommer David også ind på, hvorfor han ikke har den store lyst til alligevel at dele sine "Paradise"-præmiepenge med Sille. Og det handler om hendes udtalelser om ham og hans familie i flere medier.
- Hun har svinet mig til i flere podcasts, og det er sgu fint nok, det gør hun bare. I nogle af de podcasts nævner hun min familie, og at trække min familie ind i det her, synes jeg, er rimelig lavt, fortæller David og uddyber:
- Hun nævner et sted, at jeg har dårlige værdier med hjemmefra, og det synes jeg er mærkeligt at sige i en podcast. Især når hun, da vi havde været kærester i ni måneder, hellere ville være sammen med min familie juleaften end sin egen.
En lille stikpille tilbage mod Sille fra Davids side før retsmæglingen, og man kan jo kun forestille sig, hvordan stemningen i det lokale er. Samtalen, eller forhandlingen, foregår på neutral grund i Odense for David, som bor i Århus, og Sille som bor i Albertslund.
Selv om det lyder som en knap så behagelig - og nok også en smule akavet - situation for de to ekskærester, så tager David det med et vanligt Colgate-smil.
- Jeg har stadig tænkt mig at holde min sti ren. Jeg har ikke brug for at starte en krig, så nu tager jeg til Odense og ser, hvad dagen bringer. Jeg tager min stil med i hvert fald, for det er sgu en komisk situation, slutter han af med at sige.
SE og HØR har taget kontakt til Sille Nimholm og David Jarsbo for at få en uddybende kommentar fra dem begge. I et skriftlig svar slår Sille fast, at hun på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer, mens David ikke endnu er vendt tilbage på vores henvendelse.