Reality16. september 2022

David Jarsbo om pengestrid med Sille: Afslører nye detaljer

Striden om de 500.000 kroner, David Jarsbo vandt i "Paradise Hotel", er taget til et nyt niveau. Nu afslører han nye detaljer om retsmæglingen med ekskæresten Sille Nimholm
David Jarsbo
David Jarsbo håbede, at han og Sille kunne nå til enighed, men det var ikke muligt.
 Foto: Søren Jul Lamberth

Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage mellem "Paradise Hotel"-ekskæresterne David Jarsbo og Sille Nimholm i striden om de 500.000 kroner i præmiepenge fra reality-hittet.

I går mødtes de til retsmægling på neutral grund i Odense, hvor de begge havde hver deres advokat med.

– Det tog lang tid, og vi kunne jo alligevel ikke komme til enighed. Det tog vel seks timer eller sådan noget, fortæller David til SE og HØR og uddyber:

– Jeg havde håbet på, at det kunne blive et afsluttet kapitel. Men jeg havde også forventet, at det ville blive svært.

Kapitlet mellem David og Sille er derfor langt fra slut endnu. I går var første gang, de sad over for hinanden, siden de begge sendte beskyldninger afsted.

Alligevel havde den tårnhøje jyde ikke noget problem med at sidde over for sin ekskæreste, som kræver en hel del penge fra ham. Penge han faktisk har lovet hende for rullende kameraer blandt andet her hos SE og HØR.

– Det havde jeg ikke noget problem med, det var okay. Vi skulle det jo, forklarer David om at sidde ansigt til ansigt med Sille.

Samtidig gjorde han det klart, hvor meget Sille egentlig har krævet af ham.

Sille og David
Forholdet mellem Sille og David er i dag iskoldt.
 Foto: Søren Jul Lamberth

– Hun og hendes advokat havde skrevet, at hun skulle have 174.000 kroner. Og jeg har betalt 250.000 i skat af den halve million, og så var der 76.000 tilbage til mig, hvis hun skulle have det, hun bad om, afslører David.

Som sagt kunne det tidligere "Paradise"-par på ingen måde nå til enighed. Derfor tyder alt nu på, at det hele skal afgøres i retten en skønne dag.

– Jeg må vente og se, for det er jo hende, som skal tage sagen for retten, men det regner jeg med, at de gør snart. Og så går der lang tid, før vi kommer i retten, siger David og fortsætter:

– Jeg havde helst været fri for det. Der er nogle forskellige ting i det, og jeg ville gerne have det lukket i går, men vi var for langt fra hinanden, så det var ikke en mulighed.

Sponsoreret indhold