Masser af symbolik: Bårebuketten er fuld af rørende detaljer
Hele verdens øjne viser i disse timer på London, hvor dronning Elizabeths statsbegravelse afholdes.
Kisten er blevet fragtet fra Westminster Hall til Westminster Abbey, og efter gudstjenesten gør den holdt ved Wellington Arch, hvorefter den fragtes til Windsor, hvor kisten i aften sænkes ned i en krypt under en privat ceremoni ved Windsor Castle.
Egetræskisten, hvis inderside er beklædt med bly, er prydet med en storslået blomsterdekoration, der ifølge Metro er fuld af symbolik.
Efter ønske fra kong Charles er der i buketten blomster fra haverne i Buckingham Palace, Clarence House og Highgrove House.
Bårebuketten indeholder også rosmarin, der symboliserer minder, og myrte, som er et gammelt symbol for et lykkeligt ægteskab. Myrten er skåret fra en plante, der stammer fra en myrtekvist, der indgik i dronning Elizabeths brudebuket fra 1947.
I buketten er også engelsk eg, som symboliserer kærlighedens styrke, ligesom der er pelargonier, roser og hortensia.
Kong Charles, der er meget miljøbevidst, har bedt om, at blomsterdekorationen er samlet med mos og egegrene, i stedet for den traditionelle oasis.
Kong Charles har skrevet en personlig hilsen til sin afdøde mor, hvor der ganske rørende står:
”In loving and devoted memory. Charles R.”
Oversættes det til dansk, står der:
– I kærligt og hengivent minde. Charles R.
Bogstavet R står for Rex, som betyder konge.