Blander sig i utroskabsskandale: Emily Ratajkowski langer ud efter Adam Levine
Emily Ratajkowski er vred.
I sommer begyndte der så småt at florere rygter om, at hendes mand, Sebastian Bear-McClard, havde været hende utro.
Rygter, som efterfølgende blev bekræftet, da supermodellen anmodede om skilsmisse og begyndte at like kommentarer på sociale medier, hvor folk svinede hendes kommende eksmand til.
Om det er hendes egne erfaringer, der gør, at hun nu er vred, må stå i det uvisse, men ikke desto mindre blander hun sig nu i en helt anden utroskabsskandale.
Hun har nemlig kommenteret på de mange rygter omkring Adam Levine, og hun er ikke imponeret over Maroon 5-forsangeren.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie delte Emily Ratajkowski tirsdag en video af sig selv på TikTok.
Videoen har hun nu slettet igen, men det store internet glemmer som bekendt aldrig og derfor kan man stadig finde den rundt omkring på diverse sociale medier.
I videoen langer hun især ud efter dem, der mener, at kvinderne er forkert på den, fordi de har været sammen med en gift mand.
- Jeg prøver at lade være med at gå fucking amok lige nu, men jeg forstår ikke, hvorfor vi bliver ved med at bebrejde kvinder for mænds fejl, siger hun i videoen og fortsætter:
- Især når der er tale om nogle-og-tyveårige kvinder, der står over for mænd med magt, der er dobbelt så gamle som dem.
Du kan se videoen herunder (artiklen fortsætter under opslaget):
Herefter revser hun 43-årige Adam Levine for at kaste sig over unge kvinder.
- Magtdynamikken er så skæv, at det er latterligt. Det er rovdyrsadfærd. Det er manipulerende, siger hun og fortsætter:
- Hvis du er en person i et forhold, så er det dig, der forpligtet til at være loyal.
Adam Levines utroskabsskandale startede, da influenceren Sumner Stroh delte en video med screenshots af beskeder fra sangeren og fortalte, at de to havde haft en affære i et år.
Adam Levine har nægtet at have haft en affære, men erkendt, at han er gået over stregen ved at skrive med en anden kvinde end sin hustru, supermodellen Behati Prinsloo.
Siden da er mindst tre andre kvinder dog stået frem med lignende beskyldninger, og det ser derfor ikke super godt ud for sangeren og hans forklaringer.
Hans hustru, som er gravid med deres tredje fælles barn, har indtil videre forholdt sig tavst om hele affæren.