Folk raser over Sandie Wesths tweet: – Dobbeltmoralsk!
'Dobbeltmoralsk', 'til grin' og 'usympatisk'.
Således lyder nogle af de reaktioner, der er væltet ind på Reddit og Twitter, efter journalist og debattør Sandie Westh skrev et tweet om dronning Elizabeth mandag.
På dronningens begravelsesdag lød ordene fra den forhenværende radiovært nemlig, at 'selv dronning Elizabeth skal be' om, at alle kommer videre nu'.
Og selv om opslaget ifølge Sandie Westh var tiltænkt som en joke, har tweetet i den grad fået folk til tasterne.
I kommentarfeltet raser flere nemlig over, at det er en hård udmelding om dronningen, ligesom folk på Reddit skriver, at det er dobbeltmoralsk af Sandie Westh.
'Måske skal du – af alle mennesker – gasse lidt ned ift. at fortælle andre, hvor meget deres sorg må fylde,' lyder det blandt andet på Twitter.
Har selv åbnet op om sorg
Kommentarerne om, at Sandie Westh skal passe på med at ytre sig om sorg, kommer i forbindelse med, at debattøren selv har brugt sin stemme til at åbne op omkring sin sorg, efter hun på tragisk vis mistede sin datter kort efter fødslen tilbage i 2021.
'Hvordan ville du mon have det, hvis nogle skrev det samme om dig og din afdøde datter. Sindssygt tweet alligevel,' skriver en anden Twitter-bruger.
I tråden til Twitter-opslaget har Sandie Westh da også efterfølgende skrevet til en bruger, at teksten var ment som en joke.
'Det. Var. En. Joke. Det har jeg, af alle mennesker, netop plæderet for rigtig gerne må være til stede midt i sorgen. Så du kan med fordel lige gasse lidt ned for indignationen her,' skriver hun.