Trods sygdom: Festen fortsætter uden dronning Margrethe
Endnu engang har coronavirus spændt ben for dronning Margrethes fester.
Fredag var det planen, at den 82-årige regent skulle have været vært for et aftenselskab på Christiansborg.
Men nu er dronning Margrethe isoleret på Fredensborg Slot, efter hun er blevet testet positiv for coronavirus.
Den positive coronatest betyder, at alle dronningens arrangementer resten af ugen er aflyst – og det indebærer altså også aftenselskabet på Christiansborg.
Derfor kan dronning Margrethe alligevel ikke være vært, når regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer sætter sig til bords på Christiansborg.
Men selv om aftenenes ubestridte hovedperson mangler, aflyses festen ikke. Kongehuset oplyser på sin instagramprofil, at festen fortsætter – dog med to nye værter.
Det bliver således kronprinsparret, der vil være værter ved fredagens arrangement.