
"Blonde"-stjernen Ana de Armas: Sådan spurgte hun Marilyn Monroe om lov til at spille hende
Hun har taget sin Marilyn Monroe-rolle gravalvorligt!
Den cubanske skuespiller Ana de Armas kan om ganske få dage opleves i sit livs rolle i filmen "Blonde".
Her spiller hun den ikoniske Hollywoodstjerne i den kommende Netflix-film, og i sit arbejde med at forberede sig til rollen har hun gjort noget helt særligt.
Den 34-årige stjerne besluttede sig nemlig for at slå et smut forbi Marilyn Monroes grav i Los Angeles for at bede om tilladelse til at lave en film om Monroes liv.

- Vi købte det her store kort, og alle på filmholdet skrev en besked til hende. Så tog vi ud til kirkegården og lagde det ved hendes grav. Vi spurgte på en måde om lov, siger Ana de Armas i et nyt interview med AnOther.
- Alle følte et enormt ansvar, og vi var meget opmærksomme på, hvilken side af historien, vi ville fortælle: Historien om Norma Jeane, personen bag den her karakter, Marilyn Monroe. Hvem var hun egentlig?
Marilyn Monroe med det borgerlige navn Norma Jeane Mortenson ligger begravet Pierce Brothers Westwood Village Memorial Park Cemetory, hvor hun har hvilet, siden sin død i 1962.


Og Ana de Armas er ikke i tvivl om, at gravbesøget gjorde underværker.
Hun har nemlig tidligere fortalt om, hvordan hun personligt var overbevist om, at Marilyn Monroes genfærd hjemsøgte filmsettet.
- Jeg tror virkelig, hun var meget tæt på os. Hun var med os.
"Blonde" følger Marilyn Monroes tumultariske vej til berømmelse og frem til hendes død. Nogle af filmens scener er blandt andet optaget i den samme lejlighed, som Monroe boede i sammen med sin psykisk syge mor.
Filmen er desuden også optaget i det soveværelse, som hun døde i, da hun i 1962 mistede livet til en overdosis.


I filmen medvirker også stjerner som Oscar-vinderen Adrien Brody, Julianne Nicholson og Bobby Cannavale.
"Blonde" har premiere den 28. september på Netflix.
Se traileren til "Blonde" øverst i artiklen.

