Kendte26. september 2022

Robbie Williams kommer til Danmark

Verdensstjernen kommer til Danmark i slutningen af februar 2023
Robbie Williams gæster Danmark til næste år. Her ses han under sin koncert på Tinderbox-festivalen i Odense søndag den 28. juni i 2015.
Robbie Williams gæster Danmark til næste år. Her ses han under sin koncert på Tinderbox-festivalen i Odense søndag den 28. juni i 2015.
 Foto: Scanpix Denmark

"Let me entertain you!"

Det kommer kæmpestjernen Robbie Williams til at skråle ud til sine danske fans den 26. og 27. februar næste år.

Her optræder Williams nemlig i Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København.

Det skriver Live Nations i en pressemeddelelse.

Koncerterne bliver en del af britens nye tour "XXV", som er en fejring af hans 25 år som soloartist.

"XXV" (25 i romertal) er også titlen på Robbie Williams 14. album, der er gået nummer 1 på hitlisterne i hjemlandet.

Albummet indeholder mange af hans største hits fra hele solokarrieren, og touren vil blandt andet bringe ham forbi Frankrig, Spanien, Tyskland og Sverige foruden Danmark.

Vil man se det tidligere medlem af Take That i Danmark starter billetpriserne ved 645 kroner, mens de dyreste billetter koster 1145 kroner.

Pre-sale for billetterne starter på onsdag den 28. september. Det officielle billetsalg åbner to dage senere den 30. september klokken 10.

48-årige Robbie Williams optrådte senest i Danmark i 2019, hvor han spillede på Smukfest.

Sponsoreret indhold