Kendte27. september 2022

Anders Matthesen svarer igen: Hvis det var for pengenes skyld, gjorde jeg som de andre ludere

“Ternet Ninja 3” er for fansene skyld og har ikke noget at gøre med at malke en succes, siger komikeren
Anders Matthesen til premiere på "Ternet Ninja 2", der blev set af hele 910.000 personer i biografen.
Anders Matthesen til premiere på "Ternet Ninja 2", der blev set af hele 910.000 personer i biografen.
 Foto: Mikael Rieck

Der er vist ingen tvivl om, at danskerne var vilde med både “Ternet Ninja” og Ternet Ninja 2”, som komiker Anders Matthesen står bag.

Begge film solgte over 900.000 billetter i biografen, og går alt efter planen, kan fans også se frem til en tredje film om den lille levende dukke og hans makker, Aske.

Og hvad driver så værket til at fortsætte fortællingen om den ternede ninja.

På en fem dage gammel TikTok-video fra Anders Matthesen, insinuerede en bruger, at Matthesen simpelthen skaber en tredje film for pengenes skyld. Og det vil den 47-årige komiker alligevel ikke have på sig.

– “Der kommer ik’ en "Terkel 2", jeg malker ikke succeser”. Klip til Ternet Ninja 57… Katjiiiiing, lyder kommentaren, som Matthesen har givet et to minutter langt svar.

Og her lægger han ikke fingre imellem til det, han selv kalder en både dum og barnlig kommentar.

– Jeg kan godt forstå, det er fristende at skyde kæften af på nettet, og lukke noget hate ud. Men lyt til det, der bliver sagt.

– Hvis det var penge, jeg ville have, så havde jeg nok ikke brugt tid på at lave en “Ternet Ninja 3”, så havde jeg nok bare lavet noget stand up, siger Anders Matthesen blandt andet i sin TikTok-video.

Noget tyder på, at komikeren har ret, når han siger, at det ikke er pengene, der får ham ud af sengen om morgenen.

Sidste år kunne Ekstra Bladet beskrive, hvordan at holdet bag “Ternet Ninja 2” havde betalt næsten ti millioner kroner i støtte tilbage til filminstituttet. Det er kun et fåtal af danske film, der betaler al filmstøtten tilbage.

– Der er jo nogle helt faste regler for støtten, og hvornår den skal betales tilbage. Jeg følger disse faste skabeloner, naturligvis, og med glæde, sagde han dengang til mediet.

I stedet bliver “Ternet Ninja 3” skabt for de mange mennesker, der sidder og venter på at få en afslutning. Og den bliver skabt med næring og glæde forklarer Anders Matthesen i sin video.

– "Terkel i knibe" var et tog, der var kørt, og så kom der nogle pengefolk og spurgte, om jeg ikke kunne lave en toer. Dét synes jeg ville være, at malke en succes. Og det synes jeg overhovedet ikke er tilfældet her.

– Ydermere er jeg så pisseligeglad med de der små pengesække. Du tænker, at det er, hvad jeg er i gamet for? Tror du så ikke, jeg ville lave nogle reklamefilm eller noget spons, som alle de andre ludere, spøger Matthesen retorisk i videoen.

Komikeren har selv fortalt i sin podcast “Den hvide væg”, at filmen “Ternet Ninja 3” kan være klar i 2024, hvis alt går efter planen.

Sponsoreret indhold