Mette F. drømmer allerede om at blive bedstemor
Da statsminister Mette Frederiksen, 44, forrige fredag var en del af panelet i Mads Steffensens podcast "Mads og A-holdet", var det ikke meget – for at sige slet ikke noget – hun ville sige om et kommende folketingsvalg.
Dog ville politikeren gerne sætte ord på andre fremtidsdrømme. For da panelet, der også bestod af Uffe Buchard og Leonora Christina Skov, vendte spørgsmålet fra en kvinde, der brændende ønsker sig børn, lagde statsministeren ikke skjul på sin egen holdning til babyer:
– Jeg elsker små børn og glæder mig allerede til at få børnebørn, slog Mette Frederiksen fast i podcasten.
Omgivet af dyr og børn
Senere malede hun et endnu mere konkret billede af, hvad hun drømmer om, når regeringskontoret på Marienborg skal skiftes ud med noget andet:
– Min store drøm er sådan en kæmpe gård med dyr over det hele … Vi har fem børn tilsammen, Bo og jeg, så der kan VIRKELIG komme mange børnebørn engang, lød fantasien fra politikeren.
Mette Frederiksen blev i 2020 gift med Bo Tengberg, som hun har dannet par med siden 2014. Hun har sønnen Magne, 16, og datteren Ida Feline, 20, fra sit ægteskab med Erik Harr, mens Tengberg har datteren Malou med en tysk kvinde samt Mathilde og Sylvester, som han har med skuespilleren Trine Pallesen.
Under en anden diskussion i panelet, hvor en kvinde er frustreret over sin relation til sine voksne børn, sætter Mette Frederiksen også ord på, hvordan det var at miste sin egen mor alt for tidligt:
– Nu er det snart ti år siden, jeg mistede min mor. Nøj, hvor er det træls ikke at have sin mor. Vi kan ikke tænke, vi har dem for evigt. Vi kan ikke tage det for givet.
Statsministerens mor, Anette Frederiksen, døde i 2013 efter længere tids sygdom.