TV 2 i kæmpe bommert: Spoiler kommende taber i "Stormester"
OBS: STORMESTERSPOILER I BUNDEN AF ARTIKLEN
I sidste uge kunne TV 2 fortælle, at de ville optage en sæson, hvor de fem første sæson-vindere vil mødes i en ny sæson for at se, hvem den ultimative vinder er.
Og nu er der igen nyt fra TV 2, for det er åbenbart ikke kun de bedste af de bedste, der får lov til at prøve kræfter med de forskellige udfordringer.
Der kommer også en sæson for de aller aller værste igennem tiden!
Men annonceringen af den kommende taber-sæson er ikke forløbet helt, som den formentlig skulle.
For en af de fem afslørede deltagere i taber-sæsonen har teknisk set ikke tabt endnu.
Før at tabersæsonen sendes, skal seerne lige have chancen for at se sæson seks af "Stormester", der har premiere den 5. november.
Her deltager Julie Rudbæk, Eva Jin, Sebastian Klein, Martin Johannes Larsen og Simon Jul, og det er altså en af disse fem deltagere, som TV 2 kom til af afsløre taber.
Det gjorde den på diverse Instagram-konti herunder Mark Le Fevres.
Le Fevre, der er fast del af programmet, har allerede undskyldt og rettet sit Instagram-opslag, hvor man oprindeligt kunne se, hvem alle fem deltager i taber-sæsonen bliver.
Nu kan man kun se fire deltagere og en femte "mystisk" person.
Kampen bliver mellem Thomas Warberg, Jakob Taarnhøj, Sofie Jo Kaufmanas og Linda P.
Og den femte deltager?
Ja, det er såmænd komiker Eva Jin, som man altså ikke skal forvente sig meget af i den kommende sæson seks.
Undrer man sig over, at det alle deltagerne ikke er tabere fra de første sæsoner, forklarer Mark Le Fevre også dette i en kommentar.
– Kalendre skal jo desværre gå op ;), skriver komikeren som forklaring.