Elprisen er eksploderet: Gorms lukker tre pizzarestauranter
SENESTE: Nu er de gået konkurs
Både private og professionelle gruer for regningerne i disse tider, og det tager pizzakæden Gorms, stiftet af tidligere "Vild med dans"-deltager Gorm Wisweh, nu konsekvensen af.
Ifølge Fødevarewatch lukker Gorms tre restauranter i Roskilde, Kolding og Horsens.
– Knapt er vi kommet ud af én krise, før en ny har overtaget, og den aktuelle situation har tydeliggjort behovet for en revurdering af vores hidtidige markedsstrategi.
– Restaurationsbranchen er ramt af the perfect storm med afbetaling af corona-lån, samtidig med at energi- og råvarepriserne er steget voldsomt, udtaler Christian Madsen, som er adm. direktør i Gorms, i en pressemeddelelse.
Gorms har indtil nu drevet 13 restauranter i Danmark, men det er nu barberet ned til 10.
Ifølge branchemediet har kæden senest leveret et årsresultat på minus 7,3 mio. kr. mod minus 14,8 mio. kr. året før.