Derfor skåner dronning Margrethe kronprinsens børn
Chokbølgerne vibrerer stadig, efter kongehuset tidligere i dag meddelte, at prinserne Nikolai, Felix, Henrik og prinsesse Athena mister deres prinse-og prinsessetitler ved udgangen af dette år.
Fra 1. januar 2023 skal Joachims fire børn således tituleres grever og komtesse af Montpezat.
Et af argumenterne for beslutningen lyder i følge pressemeddelelsen, at Margrethe ønsker at skabe rammerne for, at Joachims fire børn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset indebærer.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Allerede i 2016 var samme skæbne da også en realitet for prinsesse Isabella, prins Vincent of Josephine, da Kongehuset valgte at sløjfe deres apanage.
Det forekommer derfor ulogisk at strippe Joachims børn for deres kongelige titler, når Isabella, Vincent og Josephine får lov fortsat at smykke sig med prinse-og prinsessetitlerne.
Det har kongehusekspert Jakob Steen Olsen dog en forklaring på.
- Hvis man følger den logik skulle man også fratage Isabella, Vincent og Josefine titlerne. Når man ikke har valgt at fratage dem titlerne på nuværende tidspunkt, er det, fordi der er forskel på, om det er Frederiks eller Joachims børn, siger han til SE og HØR og fortsætter:
- Frederiks børn tilhører grundstammen som børn af den kommende regent, og man kan ikke på nuværende tidspunkt vide, hvordan fremtiden kommer til at se ud i forhold til opgavefordelingen. Måske fratager man også de andre deres titler på sigt.
Jakob Steen Olsen peger på, at man førhen havde et mindre kongehus, hvor det var nødvendigt, at prinsesse Benedikte og prins Joachim også påtog sig opgaver for kongehuset, hvorimod man i dag har et meget større kongehus.
- Både Benedikte og Joachim har modtaget apanage, fordi det har været et lille kongehus, hvor de havde brug for trækhjælp, men nu er det et stort kongehus, hvor der simpelt hen ikke er opgaver nok til alle, forklarer han.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Alle de royale børnebørn har haft udsigt til en fremtid, de selv skulle forme – også økonomisk, da dronningen som tidligere nævnt besluttede, at hun prins Christian skulle have apanage.
De seneste par år har prins Nikolai formet sin fremtid på catwalken, og lillebror Felix er for nylig gået ham i bedene og begge snart forhenværende prinser er godt i gang med at forme fremtiden som selvstændige individer, som tjener egne penge.
Jakob Steen Olsen påpeger i den forbindelse, at det er en brutal beslutning, som kunne være effektueret mere elegant.
- De skulle jo allerede skabe deres egen fremtid, for det er signaleret i forvejen, at de ikke får nogen penge. Man kunne have udfaset det på en mildere måde ved at lade titlen bortfalde ved giftermål, lyder det fra kongehuseksperten.