Stor dusør udloves: Ved du noget?
Natten til 12. juli sidste år brændte den historiske Borbjerg Mølle Kro ned.
Den foreløbige efterforskning af forløbet tyder på, at branden har været påsat.
I den forbindelse udlover forsikringsselskabet Købstædernes Forsikringnu en dusør på 100.000 kroner til den eller de personer, der kan hjælpe med oplysninger om, hvem der står bag den påsatte brand.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Både vi i Købstædernes Forsikring samt de lokale i området omkring møllen har en stor interesse i, at gerningsmanden til branden bliver fundet, siger Torben Bidstrup, der er skadedirektør hos forsikringsselskabet Købstædernes Forsikring.
- Vi vil gerne bidrage til efterforskningen ved at udlove en dusør, da sagen stadig ikke er afsluttet.
- Politiet er sikre på, at branden er påsat, og derfor vil vi med dusøren opfordre til, at politiet får dét afgørende tip, som kan bringe sagen til en snarlig afslutning,” siger Torben Bidstrup.
Brændt ned til grunden
Midt- og Vestjyllands Politi håber på, at dusøren kan være med til at opklare sagen.
- Det er altid en meget alvorlig sag at sætte ild til fast ejendom, og i det her tilfælde peger alting på, at branden på Borbjerg Mølle Kro har været påsat.
- Derfor håber vi også, at dusøren kan få folk til at henvende sig til os, hvis de sidder inde med viden om den påsatte brand, siger Torben Ladefoged, der er fungerende politikommissær i efterforskningsafdelingen hos Lokalpolitiet i Holstebro.
Efter 10 måneders efterforskning valgte politiet i maj måned at frigive gerningsstedet.
De historiske bygninger er mere eller mindre brændt helt ned til grunden, hvilket ifølge politiet understreger grovheden i forbrydelsen.
Efterforskningen er nu nået til et punkt, hvor det er svært for politiet at komme videre.
Derfor vælger Midt- og Vestjyllands Politi nu at bakke op om forsikringsselskabets tilbud om at udlove en dusør - hvilket ikke bliver gjort særligt ofte.
Har man oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontakes på 114.