Steen fra “Gift ved første blik”: Jeg er en levemand

Han elsker champagne og sushi, spiller golf flere gange om ugen og bliver kaldt “Tito” af kollegerne, fordi han kun er på arbejde fra 10 til 14 – 59-årige Steen Theill fra DR-hittet “Gift ved først blik” lever virkelig det søde liv.
– Jeg sætter virkelig pris på de privilegier, jeg har, og at jeg har mulighed for at leve det liv, jeg gør. Jeg skal ikke tænke over økonomi, og jeg har et godt helbred. Jeg er en levemand, siger Steen, da SE og HØR besøger ham i hjemmet på Vesterbro i København.
Fest og farver
“Gift ved første blik”-deltageren er vokset op med mor, far og sin halvandet år yngre lillebror i nordsjællandske Allerød. Efter 10. klasse tog Steen i militæret, hvor han var soldat i fem år, inden han skiftede Danmark ud med et liv som guide i Italien.
– Om sommeren var jeg sommerguide, og om vinteren var jeg skiguide. Det var fantastisk. Jeg tror, jeg tænker tilbage på det næsten hver dag – selv 40 år efter. I ‘80’erne var det jo grisefester med fest og ballade. Det var mægtig sjovt – men det var også hårdt. Det var jo kun fest, fortæller han om de fem år i Italien.
Far til to
Da Steen kom i slutningen af 20’erne, besluttede han sig for at vende snuden hjemad.
– Mine venner var begyndt at få børn, og nu havde jeg rendt rundt og spillet langhåret i så mange år, at jeg tænkte, jeg skulle hjem. Relativt kort efter mødte jeg Victors mor. Hun var sød, så vi flyttede sammen og fik Victor – og flyttede så hurtigt fra hinanden igen, fortæller Steen, hvis søn i dag er 29 år.

– Hvorfor gik det ikke?
– Vi kunne ikke få kærligheden til at blomstre, siger Steen om forholdet til sønnens mor.
Kærlighed på Cuba
En gang om ugen danser Steen salsa – noget, han har dyrket i 16-17 år. Og den latinamerikanske dans har også ført kærlighed med sig for Steen. Da han i 2014 rejste til Cuba for at danse salsa, blev han ramt af Amors pil.
– Vi rejste derned med danseskolen, og så havde vi hver især vores danselærer – og min blev så min kone, siger Steen.
Hans nu ekskone flyttede med til Danmark, og i 2017 blev de gift. Men i 2019 gik de fra hinanden.
– Hun var lidt yngre, end jeg er, og der var et “issue” med børn. Hun ville gerne have børn, og jeg sagde, at jeg ikke skal have børn – jeg har børn og barnebarn og er et andet sted i mit liv, siger Steen om årsagen til skilsmissen fra sin 17 år yngre ekskone.
To-tre år senere mødte han Marina, som er mor til hans datter, Sophia, på 25 år.
– Der gik halvandet års tid, så ville hun gerne have børn. Jeg var glad for hende, så vi fik et barn. Men der sker åbenbart noget, når man får børn. Jeg hørte også nogle sige, at der aldrig er noget parforhold, der er blevet lykkeligt af at få et barn. Man bliver selvfølgelig super lykkelig for sine børn. Men parforholdet har det vist aldrig gjort noget godt for. Jeg ved ikke, om det passer, men det har passet her, siger Steen, som heller ikke blev sammen med datterens mor.

Ejer rengøringsfirma
Steen har sit eget rengøringsfirma. Lige siden han var i slutningen af 20’erne, har det været hans levevej.
– Da jeg kom hjem som guide, skulle jeg have noget at leve af, så jeg gjorde rent, siger Steen, som pludselig fik ideen om at blive selvstændig.
– Jeg gik ned og fik trykt nogle meget fine visitkort i guld med blå skrift – og så kørte jeg bare rundt til supermarkeder og børnehaver, fortæller Theill, som hurtigt fik gang i karrieren. Hvor han dengang gjorde rent om aftenen og natten hos erhvervskunder, har hans firma, ServiceHuset, i dag omkring 110 assistenter, som hovedsageligt gør rent i dagtimerne hos familier.

– Nu er jeg lige pludselig arbejdsgiver for en masse mennesker, og det er sjovt. Selv om det er en floskel, er vi bare en lille familie og laver en masse ting sammen privat også – rejser sammen, tager i teatret og går ud og hygger os, fortæller Steen.
Om fremtiden lyder det:
– Jeg har ikke nogen drømme, andet end at jeg skal vågne op hver dag og sige: “Yes, en fed dag – jeg glæder mig til i dag”. Det prøver jeg også at indprente hos mine børn. Hvis du ikke er glad, så gør noget ved det eller kom videre. Man hører om så mange, der er kede af deres arbejde eller manden eller konen. Jamen: Gør enten noget ved det eller find et andet arbejde eller en anden kone. Det betyder meget at vågne op og være glad hver dag. Det er vigtigt for mig.
5 favoritter
Yndlingsfilm: – Jeg elsker Hugh Grant, “Notting Hill” for eksempel eller “Fire bryllupper og en begravelse”.
Musik: – Popmusik.
Livret: – Da jeg var barn, kunne jeg vælge, hvad jeg ville have at spise, når jeg havde fødselsdag. Jeg ville gerne have lever, og det har holdt ved lige siden. Ellers spiser jeg meget sushi.
Rejsemål: – Gardasøen.
Hobby: – Golf, salsa og arbejde.