Så er det nu, der skal vaskes: Elpriserne holder lavt niveau lørdag
Hvis du går med planer om at støvsuge eller ordne en ordentlig bunke vasketøj denne weekend, så er det lørdag, du skal kaste dig ud i det.
I hvert fald hvis du som de fleste danskere gerne vil spare på den i øjeblikket ret så dyre strøm.
Elpriserne var nemlig usædvanlig lave lørdag morgen mellem klokken 5 og 7 med en pris på blot 11 øre på elbørsen. Derefter stiger den - men til bare 18 øre.
De billige elpriser er gældende både i Vest- og Østdanmark, og der er således lang vej op til de priser, som vi så i går, fredag, hvor priserne om morgenen lød på mellem 2,59 kroner og 3,9 kroner.
Hen ad formiddagen stiger den rå elpris til 0,79 øre, før den når lørdagens klimaks i aften klokken 19, hvor prisen lyder på 1,46 kroner.
Her bør man være opmærksom på, at den pris forbrugeren betaler for strøm, vil være højere end den rå strømpris.
Foruden den rene strømpris skal man nemlig som minimum også betale moms, elafgift og transportudgifter. Ligesom det desuden kan varierer alt efter elaftaler. Der kan eksempelvis dukke en række yderligere tillægsudgifter op i den samlede kWh-pris.