Nyt portrætbillede af kong Charles: Her er de SÆRLIGE detaljer
For få dage siden udsendte det britiske kongehus et nyt portrætbillede.
Billedet er det første officielle portrætbillede af kong Charles, siden han indtog tronen efter sin mors død 8. september.
På billedet står den 73-årige kong Charles sammen med sin hustru Camilla samt sin ældste søn prins William og hans hustru Kate.
Billedet er taget på Buckingham Palace på en ganske særlig dag, den 18. september.
Det var dagen før, at kong Charles sammen med resten af familien tog afsked med dronning Elizabeth, der blev stedt til hvile ved en storslået statsbegravelse.
Derfor er alle fire medlemmer af kongehuset klædt i sort på billedet.
Bag dem ses et portræt af kong George III. Han er den længst-regerende mandlige monark i britisk historie.
Det er ikke et tilfælde, at kong Charles og familien har taget opstilling netop foran maleriet.
Det nye portrætbillede fra det britiske kongehus skal formentlig tydeliggøre, hvordan tronfølgen nu ser ud – efter dronning Elizabeths død i sidste måned.
Nu er kong Charles landets overhoved, mens prins William er anden i rækken til tronen.
Det er formentlig også forklaringen på, hvorfor kong Charles’ yngste søn, prins Harry, ikke er at finde på det nye portrætbillede.
Da billedet blev taget 18. september, var prins Harry og hustruen Meghan ellers også på Buckingham Palace for at tage afsked med dronning Elizabeth – og det havde derfor været let for fotografen at tage et billede af hele familien samlet.
Men det har altså ikke været et ønske for det britiske kongehus.
Det skal formentlig også ses i lyset af, at prins Harry og hans hustru har valgt at træde tilbage som fremtrædende medlemmer af kongehuset.
Med deres exit har parret altså frasagt sig muligheden for at optræde på officielle billeder som dét, der netop er blevet udsendt. Derfor er det altså tydeligt at se den distance, der nu er mellem ham og resten af det britiske kongehus.