Jakob Ellemann afslører: - Jeg har fået utroligt meget buksevand

Jakob Ellemann-Jensen har altid haft en ironisk distance til tingene og ofte brugt humoren til at komme ud af akavede situationer.

Det fortæller han i Radio4-programmet "Det sidste måltid".

- Engang i mellem er der nogle jokes, der trænger til at blive fortalt, men som virkelig ikke skal. Det er jeg blevet meget bedre til, skal vi ikke sige det på den måde?, indleder han fortællingen.

I de små klasser var Jakob en meget lille dreng. Klejn på alle leder, som han selv udtrykker det. Derfor kneb det også, når konflikterne i skolegården udviklede sig til håndgemæng. Til gengæld havde Jakob bidt mærke i, at de store brød sjældent var særligt kvikke.

- Og det betød jo, at man kunne, hvis man var en lille forsagt fyr, så kunne man – så kunne jeg af og til med en kæk bemærkning, som resten af klassen forstod, men som pågældende person ikke forstod lige med det samme, få dem udstillet som det, de var: Nemlig nogle store brovtende bøller, fortæller han i udsendelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Du kan høre hele udsendelsen herunder:

Nok havde han vundet første halvleg med sin kløgt, men anden halvleg udspillede sig i den store kumme oppe på skolens toiletter.

- Jeg har virkelig fået buksevand mange gange - også utrolig ofte fortjent. Men jeg brugte det som et middel også til at få lidt payback på nogle af dem her, forklarer Jakob Ellemann, som også blev mobbet med, at hans far var politiker, om de kække kommentarer.

Skånede mor og far

I Jakobs barndomshjem var der fart på forældrene, som henholdsvis var udenrigsminister og chefredaktør. Derfor ville Jakob da heller ikke ulejlige sine forældre med sine problemer med de større drenge i skolen.

- Fordi den bekymring skulle de gamle ikke have. De havde rigeligt, og det var jo ikke noget, de kunne gøre noget ved. Det var i hvert fald syvårige Jakobs rationale, siger han og tilføjer:

- Nu lyder det, som om det var helt forfærdeligt, og at jeg fik bank hver eneste dag. Sådan var det jo ikke. Jeg havde en utroligt god og tryg og rar barndom, jeg havde nogle fantastiske venner. Der var bare de der typer, som vel sidder i fængsel et eller andet sted i dag, som ikke var så sjove.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var ikke kun børnene, der var efter Jakob Ellemann. Også enkelte lærere havde i følge venstreformanden samme adfærd som børnene. Og det var navnlig disse læreres skyld, at Jakob ikke sagde noget derhjemme.

- Jeg ville jo ikke have, at min far skulle stå, han var jo Uffe Ellemann, for fanden. Han skulle jo ikke stå oppe på skolen og sige ”hva’ er det for en afskyelig kommunistlærer, som skal sidde og tryne …” Fordi jeg ville synes det var pinligt, lyder det fra venstreløven.

Han har efter eget udsagn aldrig været flov over sine forældre - tværtimod. Men han var meget andet og mere end søn af Uffe Ellemann-Jensen og Alice Vestergaard. Så da han i 8. klasse skiftede skole, bad han sin klasselærer om ikke med det samme at fortælle hans genkendelige efternavn.

Det gav ham tid til at skabe sit eget indtryk hos klassekammeraterne og ikke det forudindtagede indtryk, der følger med det berømte efternavn.

- Jeg ved ikke, om det gjorde en forskel, men det gjorde det for mig. Fornemmelsen af altid at blive bedømt på dine forældres meritter, fordi folk kan genkende efternavnet – det er skideirriterende. Især når man er et liberalt menneske, som synes, det skal være mennesket frem for systemet, fortæller han.