Putin i ny trussel: - Hævnen bliver hård
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger mandag, at russiske styrker har foretaget angreb på energiinfrastruktur og kommunikationsfaciliteter i Ukraine med langtrækkende missiler.
Putin siger, at det er gengældelse for "terrorhandlinger" udført af Ukraine. Han advarer om "hård gengældelse", hvis der kommer flere "terrorhandlinger".
- Rusland har i morges foretaget angreb på energiinfrastruktur og kommunikationsfaciliteter i Ukraine med langtrækkende missiler, siger Putin i en tv-transmitteret tale i forbindelse med et møde i Ruslands nationale sikkerhedsråd mandag formiddag.
Tv-optagelser fra Ukraine viser, at blandt andet en legeplads og civile, der gik på gaden i hovedstaden blev ramt af de russiske langdistancemissiler.
- Vi vil reagere kraftigt på ukrainske angreb på russisk territorium, og det vil være angreb i samme skala, som truslerne mod Rusland, siger Putin videre.
Putin gav i weekenden ukrainske specialstyrker skylden for en eksplosion, der lørdag morgen ramte en bro, som forbinder Krim-halvøen med Rusland.
- Det var udtænkt, udført og beordret af de ukrainske specialstyrker, siger Putin i en video, der er offentliggjort af den russiske regering.
- Hvis angreb mod Rusland fortsætter vil reaktionerne være hårde.
I Vesten kaldes de russiske angreb på mål i Kyiv og andre ukrainske byer for "uacceptable".
Ud over Kyiv ramte missiler byerne Lviv, i Ternopil, Zjytomyr og Dnipro.
- De affyrede 75 missiler mandag morgen, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
41 af de 75 missiler blev skudt ned, rapporterer den ukrainske hær på sociale medier ifølge AFP.
Russisk toppolitiker: Vi smadrer Ukraine
Den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, siger mandag, at Ruslands raket-gengældelsesangreb mod Rusland kun er "første episode".
- Der vil komme flere, skriver Medvedev på sociale medier.
Medvedev, som er nummer to i sikkerhedsrådet, tilføjer, at målet bør være "en fuldstændig demontering af det politiske regime i Ukraine".
Det skriver AFP.