Efter Kanyes Instagram-anfald: Kim Kardashian hyrer sikkerhedsvagter til børnene
Det er ikke nemt at være Kanye Wests ekskone.
Det har Kim Kardashian måttet sande om og om igen, efter parret i begyndelsen af 2021 gik fra hinanden.
Og nu har hans mange rants på Instagram givet anledning til endnu en hovedpine for Skims-milliardæren.
For da Kanye for nylig tog diskussionen om skolevalg med sin ekskone til frit skue for offentligheden på den sociale platform, luftede han ikke blot sit beskidte vasketøj og dårlige kommunikationsvalg for sine følgere.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Han afslørede samtidig, hvor hans børn går i skole.
Det betyder, at alle og enhver nu kan finde ud af, hvilken privatskole de fire rigmandsbørn med den kontroversielle far går i.
Det har forhøjet børnenes sikkerhedsrisiko, og Kim har derfor måttet til lommerne og hyre sikkerhedsvagter i dyre domme til sine fire børn North, Saint, Chicago og Psalm.
Det skriver TMZ.
Ifølge mediets kilder er det børnenes privatskole, der har hyret ekstra sikkerhedsvagter, mens Kim punger ud.
Skolens øgede fokus på sikkerhed skyldes ikke udelukkende Kanye og Kims børns ve og vel. Skolen er bekymrede for, at den forkerte person ser Kanyes beskeder og tropper op på skolen og udgør en sikkerhedsrisiko for samtlige elever.
Den i forvejen kølige temperatur mellem eksparret er ifølge TMZ nu iskold.
Forleden troppede de begge op, da North spillede basketball-kamp. Her var Kanye igen iført den famøse ”White lives matter”-trøje.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Selv om Kim og Kanye sad sammen under kampen, vekslede de ikke et ord endsige et blik med hinanden under den lange kamp.
Kim fik efter sigende flyttet sin bil, så hun slap for at følges med Kanye ud efter kampen …