Nyheder11. oktober 2022

Kassen smækkes i: Stram Kurs mister millioner

De seneste tre år har partiet modtaget over 7,5 millioner kroner i statsstøtte, selvom det ikke kom i Folketinget ved sidste valg - nu er det slut
Valget i 2019 blev økonomisk særdeles lukrativt for Rasmus Paludans Stram Kurs. Men nu tørrer pengestrømmen ud.
Valget i 2019 blev økonomisk særdeles lukrativt for Rasmus Paludans Stram Kurs. Men nu tørrer pengestrømmen ud.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

LÆS OGSÅ: Rasmus Paludan risikerer at miste kørekortet

I dag kan SE og HØR afsløre, at Stram Kurs ikke kommer på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg, fordi det ikke kan samle vælgererklæringer nok. Og det får nu store konsekvenser for partiets økonomi.

For uden stemmer ved det kommende valg er det også slut med at modtage partistøtte, som Rasmus Paludans parti ellers har gjort siden det seneste folketingsvalg i 2019.

Dengang lykkedes det partiet at blive opstillingsparat, og det kom næsten i Folketinget.

Partiet fik 63.114 stemmer, hvilket svarer til 1,8 procent af de afgivende stemmer. Og stemmer er der penge i, selvom man ikke kommer over målstregen.

Stram Kurs har de seneste dage købt annoncer som denne på Facebook i forsøget på at skaffe vælgererklæringer nok. Men løbet er kørt, da partiet ikke kan nå at blive opstillet.
Stram Kurs har de seneste dage købt annoncer som denne på Facebook i forsøget på at skaffe vælgererklæringer nok. Men løbet er kørt, da partiet ikke kan nå at blive opstillet.
 Skærmdump

Indtil næste valg - der som bekendt er 1. november - får Stram Kurs derfor et fast beløb pr. stemme. Og det har samlet spyttet over 7,5 millioner kroner i partikassen, viser en optælling, SE og HØR har lavet.

Nogle af støttekronerne har Stram Kurs brugt på i 2020 at købe den gamle friskole i Hoven for 750.000 kroner. Men trods den tilsyneladende gode økonomi i partiet, er det alligevel lykkedes at rage uklar med Skat.

Derfor har myndigheder taget ikke bare et, men to udlæg i huset i år for i alt 491.751 kroner, har SE og HØR tidligere kunne afsløre. Ifølge Rasmus Paludan skyldes gælden en strid om ubetalt A-skat.

SE og HØR har tirsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan til, hvordan partiet nu vil klare sig uden statsstøtten. Det har heller ikke været muligt at få hans kommentar til, hvad de mange millioner ellers er blevet brugt på.

Sådan er reglerne

Partier, der har været opstillet til valg og opnået mindst 1000 stemmer, har ret til at modtage statsstøtte.

Støtten blev i 2019 sat til 33 kroner per stemme, hvilket i Stram Kurs tilfælde svarede til 1.041.381 kroner, da støtten kun blev udbetalt for de seks sidste måneder i året.

Den sats steg en smule i 2020 til 33,5 kroner per stemme og igen i 2021 til 34,50 kroner per stemme.

I alt har Stram Kurs modtaget 5.333.133 kroner for perioden 2019-2021. Her til kommer betalingen for i år, hvor partistøtten er 34,75 per stemme.

Her kan partiet igen se frem til at få støtte for de fleste af årets måneder - nemlig næsten 2,2 millioner kroner.

Kilde: Indenrigsministeriet

Sponsoreret indhold