Cecilie Harder afviser: Jeg er ikke prostitueret
Det er lidt over et år siden, at realitykendissen Cecilie Harder oprettede en profil på den kontroversielle hjemmeside OnlyFans.
Siden da har folk blandt andet kunne betale for at se hende have sex på skærmen, mens de ligeledes også har kunnet se hende i erotiske videoer med Fie Laursen.
I et nyt interview med Ekstra Bladet afviser den tidligere "Ex on the beach"-deltager dog nu, at der er tale om prostitution, som mange ellers mener, det er.
Ifølge hende er hun lige så meget en prostitueret, som for eksempel en murer eller tømrer, der - ifølge hende - også "sælger deres krop som arbejdskraft".
- Jeg mener, vi skal lade en prostitueret være en prostitueret i stedet for at lade ordet dække så bredt, siger hun til avisen og fortsætter:
- En prostitueret er i min verden en, der har sex med en person for penge. Pigerne på OnlyFans har eksempelvis sex med en fyr og får penge for, at folk må kigge med.
Cecilie Harder afviser over for Ekstra Bladet at fortælle, hvor meget hun tjener ved at have sin OnlyFans-profil.
Hun fortæller dog, at det for hende er en "let ekstra indtjeningskilde", og at brugere skal betale 14 dollars (105 kroner) om måneden for at se hendes indhold.
Da Cecilie Harder tilbage i juli 2021 oprettede sin profil, forklarede hun efterfølgende sin beslutning på følgende måde:
- Fordi jeg i forvejen tjener penge på strip og har det som job, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?, skrev hun på Instagram.
- Jeg viser mig i teorien ikke fra en anden side, end hvad jeg er vant til. Det er en nem bi-indtjening, og jeg hygger mig faktisk helt vildt med det, fortsatte hun.