Uhyggelig sag i Præstø: Mand fundet død – mor og barn savnes
Præstø-tragedien
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Opdateret 18. oktober: Mor og barn er fundet dræbt i Næbskoven i Præstø
En uhyggelig sag har ramt Præstø, efter man tirsdag fandt en død mand på Svanevej i Præstø.
I forbindelse med sagen efterlyser politiet nu en 30-årig kvinde og hendes 11 måneder gamle baby. Politiet frygter, at der kan være sket noget med både mor og barn.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Her har man desuden offentliggjort et foto af den forsvundne kvinde, men ikke oplyst hendes navn. Det er et bevidst valg fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der på nuværende tidspunkt ikke vil sige mere om sagen.
Politiet vil dog meget gerne høre fra folk, der har oplysninger om kvinden og hendes 11 måneder gamle barn. Også politiet hører meget fra fra vidner, der mener at have set de to efter den 1. oktober.
Politiet oplyser videre, at man ikke sætter den forsvundne kvinde i forbindelse med mandens dødsfald.
Manden blev fundet død tirsdag aften.
Siden fundet har efterforskere og politi været talrigt til stede på og ved Svanevej i Præstø. Her har både betjente, hundepatruljer, droner og særligt trænede vandsøgningshunde undersøgt området intenst.
Brugt i Kim Wall-sagen
Lignende hunde blev også brugt under Kim Wall-sagen i 2017. Her blev de særligt trænede hunde brugt med stor succes til at opklare sagen om den dræbte journalist.
Politiet har indtil nu været yderst sparsomme med oplysninger i sagen. I går meddelte politiet således kun, at de ville være til stede i Præstø resten af natten og forventede at komme med en udmelding onsdag.
Den udmelding er så kommet nu.
Dokumentation: Det skriver politiet
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tirsdag aften fundet en mand, der var afgået ved døden på Svanevej i Præstø. Politiet er i den forbindelse bekymret for, at der skal være tilstødt en 30-årig kvinde (se billede) og hendes 11 måneder gamle barn noget. Kvinden sættes ikke i forbindelse med dødsfaldet.
Har man informationer om den savnede kvinde, eller har man set hende i perioden 1. oktober til 11. oktober, bedes man kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 1-1-4.
Politiet har ikke yderligere kommentarer for nu.