Åben krig i "Diamantfamilien": Katerina afslører kæmpe konflikt med Elviras kæreste
Sæson seks af "Diamantfamilien" er startet, og det gør den med noget af et brag. Her folder Katerina Pitzner, 52, for første gang konflikten med Elviras kæreste Milad Saadati ud.
Det gør hun til den sidste familiemiddag, inden Elvira, 25, rejser retur til Dubai, hvor hun jo bor med sin iranske bokserkæreste.
Op til den skæbnesvangre middag gør Katerina sig en masse tanker om, hvad hun skal sige til sin datter, og hvordan hun skal få det hele sagt. Men det skal gøres, for hele situationen har påvirket "Diamantfamilien" i en voldsom grad.
- Der har virkelig været en del udfordringer, og hun har været udfordret omkring sin kæreste, vi har været omkring deres relation osv., så det har virkelig ikke været nemt for nogen af os, siger Katerina i TV 2 Play-serien.
For at være sikker på at hun får sagt alt, hun vil, til Elvira, skriver Katerina en mail til sin datter, som hun læser højt i programmet.
- Der har været en del udfordringer i og omkring dit parforhold og alt, det bringer med sig, skriver Katerina blandt andet.
Talen til Elvira bliver endnu mere personlig, og den handler ikke kun om Milad. Katerina nævner også, at Elvira i forbindelse med sin farmors død beskrev det som at miste en mor. Den formulering har gjort ondt på diamantdronningen.
- Der tegnes et billede af, at jeg ikke har været der, og at jeg har svigtet. Det gør ikke kun ekstremt ondt, men det er heller ikke sandt. Du og jeg har været mere igennem, end jeg har været med de dine tre søskende sammenlagt, læser Katerina højt.
Da Pitzner-overhovedet er færdig med at læse op fra sin mail til Elvira, kan hun ikke længere holde tårerne tilbage. Men da familiemiddagen skal til at gå i gang, er Katerina klar i spyttet.
- Jeg er meget i tvivl om, at den kæreste, hun har nu, er det bedste for hende. Det tror jeg ikke, det er. Vi kan ikke mere. Vores tålmodighed med den relation er brugt op. Det er den bare, og det står vi ved, siger hun til kameraet, mens Elvira ikke kan høre det.
Men så er freden også forbi. Mens gryder og pander damper og syder, bliver der taget hul på den svære snak, hvor Katerina og Thalia er på den ene side, mens Elvira står mere alene på den anden.
Hurtigt kommer de ind på, at Katerina og resten af familien ikke kan lide Milad, og der bliver givet en række eksempler på hvorfor.
- Nu er det officielt, at jeg ikke kan lide ham, og han ikke kan lide mig, slår hun fast over for Elvira, som ikke føler sig retfærdigt behandlet.
- Det synes jeg bare er unfair over for mig, og jeg føler mig ikke respekteret overhovedet, fordi selvfølgelig sårer det også min kæreste. Han anede vitterligt ikke, at mor og dig (Thalia red.) ikke kunne lide ham, siger Elvira i en såkaldt "sync" med sin søster ved siden af.
Og Thalia Pitzner, 29, byder også ind, da snakker falder på Milad. For hun er enig med sin mor.
- Jeg har sagt, at jeg ikke stoler på ham, og at der er et eller andet lusket ved ham, som jeg ikke helt kan gennemskue, siger den ældste af Katerinas tre døtre.
Herefter går bølgerne for alvor højt mellem Katerina og Elvira, som ender ud i et skænderi for rullende kameraer, hvor ingen af dem holder sig tilbage.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der er ikke nogen i familien, der bryder sig om din kæreste. Sådan er det. Vi har prøvet og slugt en masse kameler, men nu er det ude i det åbne, og jeg står fandme ved det, siger hun direkte til Elvira.
Elvira beskytter hårdnakket Milad, og hun siger, at han altså godt kan lide Katerina og respekterer hende som forretningskvinde. Det giver diamantdronningen dog ikke det store for.
Katerina viser herefter et billede fra Instagram, hvor Elviras iranske kæreste indirekte håner Katerina, mens han sidder med en cigar i munden og champagne i hånden.
Til sidst ender mor og datter dog med at være nogenlunde forsonet. Man kan måske sige, at de ender med at være enige om at være uenige.
Du kan se de to første afsnit af den nye sæson af "Diamantfamilien" allerede nu på TV 2 Play.