Kendte24. oktober 2022

Sidder du klar? Her starter billetsalget til Smukfest

Den jyske festival melder snart klar til billetsalg
Skal du sikre en billet til Smukfest 2023, skal du være hurtig på tasterne denne dato. 
Skal du sikre en billet til Smukfest 2023, skal du være hurtig på tasterne denne dato.
 Foto: Dan Mariegaard

Billetter til Smukfest bliver år efter år revet væk: Tilbage i 2019 gik der 59 minutter og i 2018 65 minutter, inden der blev meldt udsolgt, så hvis du skal sikre dig billet til Smukfest 2023, ved du nu, hvornår du skal sidde klar foran computeren.

Smukfest har netop meldt ud, at billetsalget til Smukfest 2023 åbner den 8. november klokken 10 på smukshop.dk.

Til sommer kommer Smukfest til at løbe af stablen fra den 2. august til den 6. august.

Færre billetter

Smukfest sætter 1000 færre billetter til salg til festivalen i 2023 sammenlignet med festivalen, der blev afholdt i august i år. Det oplyser Smukfest i en pressemeddelelse.

Planen var ellers at øge antallet af billetter med 2500. Årsagen er, at gæster i år havde en oplevelse af, at der var for trængt.

– Vi havde en fantastisk Smukfest 2022, men nogle havde oplevelsen af, at der var for fyldt på pladsen, hvilket vi selvfølgelig tager meget seriøst, siger talsmand Søren Eskildsen i meddelelsen.

Sponsoreret indhold