Flere end 10.000 stemte forkert ved sidste valg: Sådan undgår du det
Folketingsvalget nærmer sig med hastige skridt, og har man endnu ikke valgt, hvor krydset skal sættes, skal det snart besluttes.
Men ak. Ikke alle stemmer ender med at tælle, når magten skal uddeles.
Ved sidste valg endte hele 10.019 stemmer med at blive erklæret ugyldige. Ved valget i 2015 var det tal en smule højere, da 11.200 afleverede en forkert stemmeseddel.
Dengang var de hyppigste fejl, som folk begik, at tegne på stemmesedlen, at sætte kryds i flere partifelter, at påklistre noget på stemmesedlen og at lave et andet mærke end et kryds i boksen.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Flere lavede også fejl ved overstrege eller udviske et kryds, mens et fåtal benyttede flere farver til at sætte sit kryds. Det er også forbudt.
Den korrekte stemme
Ja, det burde jo ikke være svært, men lad os tage den en gang til for prins Knud.
Når du stemmer, skal du kun sætte ét kryds!
Dit kryds må ikke være andet en et kryds. Fristen til at tegne cirkler, trekanter eller andre geometrisk underholdende figurer skal altså med andre ord modstås. Smileyer og kønsdele er ej heller tilladt.
Lad være med at tegne. Du må dog gerne medbringe din egen lækre 4B stiftblyant, men stemmesedlen må ikke få et særpræg. Gulv og glimmer er altså for eksempel et no go.
Kommer du til at sætte et forkert kryds eller rive stemmesedlen i stykker, så bed om en ny. Du skal ikke forsøge dig med at overstrege eller forsøge at hviske krydset ud.
Herudover skal du lade være med at tage selfies, mens du stemmer. I Danmark er der stemmehemmelighed ved valg, og derfor må der kun være en person i stemmeboksen. Håb derfor på, der er ikke er Bereal, just som du bevæger dig ind i boksen.
Stemmehemmelighed betyder også, at børn i princippet kun er tilladt i stemmeboksen, hvis de IKKE kan læse.