21-årige Anna sad i et kvindefængsel i Panama: Det har hun lært

I en varevogn fyldt med politifolk og narkohunde sidder Anna Søby Poulsen med syv kvinder. Alle iført identiske hvide T-shirts, koboltblå bukser og håndjern på hænder og fødder. Da de ankommer til “Centro femenino de rehabilitation”, går der ikke længe, før Anna indser, at hendes visit ikke har meget med rehabilitation at gøre.

Hun er ankommet til et fængsel.

– Jeg har aldrig set mig selv som kriminel, men sådan følte jeg mig lige der, fortæller Anna.

En dyr souvenir

En måned forinden havde Anna kurs sat mod Danmark, en blød seng og familien på Fyn. Efter sin backpackerrejse i Sydamerika havde hun købt en lille souvenir med hjem fra Peru. En souvenir, som viste sig at blive til hendes livs værste investering. En pose med 54 gram kokablade.

I Peru er kokablade en normal del af hverdagen, de lokale tygger bladene mod højdesyge eller bruger dem til madlavning eller te. I Panama er de ulovlige.

Den 11. maj 2022 blev Anna sigtet for international narkotrafik. En dom, som kan give op til 15 års fængsel i Panama. I lufthavnen blev hun lagt i håndjern og kørt til en detentionscelle. Efter en måned frem og tilbage mellem celler, kontorer, den danske konsul og en betonbænk i foyeren på en politistation, fik Anna plads i Panamas propfyldte kvindefængsel. Et fængsel, der modsat de danske fængsler, bestod af 12 huse.

Fængslets uskrevne regler

Da Anna trådte ind i huset, som hun endnu ikke anede, hvor længe hun skulle bo i, havde følelsen af magtesløshed og ensomhed næsten overtaget hende.

To jævnaldrende piger fra Jamaica og Mexico havde hørt om “den nye pige”, og fortalte hende, at hun ikke skulle følge huskoordinatoren, der "studerede huset". I stedet kom hun til at bo med de to jævnaldrende piger.

De tog Anna under deres vinger og rykkede sammen i den 70 cm brede seng, så hun kunne få en af deres. De gav hende sengetøj, mad og lånte deres telefon til hende.

– De to piger var altafgørende for, at jeg kunne fungere der, fortæller Anna.

De lærte hendes de uskrevne regler. Hvem man kunne stole på, og hvem man skulle holde sig fra. Blandt andet at hun ikke skulle betale huskoordinatoren for at bruge fryseren i huset, og at banden La Maxima var farlig.

Brækkede ben

Bandelederen var en lav 60-årige dame, med hanekam, gik altid rundt med en lille blok i hånden, hvor hun noterede sine observationer. Bag sig havde hun et tæskehold, bestående af et par kraftige piger med ar i ansigtet og en kniv i baglommen.

– En gang havde de prøvet at stjæle en halskæde fra en pige, men fordi hun ikke ville af med den, havde de brækket hendes ben, fortæller Anna.

Så den dag La Maxima kom til Anna og spurgte, om nogle leverede penge til hende, vidste hun, at hun skulle svare nej, selv om hendes far kom med ting til hende hver mandag.

Et kapløb om de hemmelige pakker

Når man fornemmede en summen fra himlen, vidste man, at der snart startede et ragnarok. Nogle indsatte havde kontakt til folk udefra, som dagligt styrede droner ind over fængslet og smed pakker med stoffer eller telefoner.

Vagterne holdt øje konstant, og så snart de fik øje på droner, blæste de i deres fløjter, og et kapløb, om hvem der først kunne få fat i pakkerne, begyndte.

– En dag kom der 16 droner. Det var så ubehageligt, fordi vagterne sprayede peberspray, som blev spredt med vinden, fortæller Anna.

Anna forklarer, at de pakker betød alverden for de indsatte. En dag var der en kvinde, som skar en anden i ansigtet, for at aflede vagterne.

Anna lærte, at når fløjterne lød, gjaldt det om at komme væk. Det var den nemmeste måde at holde sig i live på.

Og blev man set i forbindelse med pakkerne, kunne vagterne finde på at notere ens navn ned og hive det frem, når man har afsonet sin dom. Så kunne man lige få et par år oveni.

Sådan overlever man

Som tiden gik, blev det alligevel en slags hverdag i det hektiske fængsel.

Anna distraherede sin uvished ved at tegne, hækle og lave yoga. Og når dørene en gang imellem blev åbnet, spillede hun basket med en 67-årig russisk kvinde eller løb i ring rundt om banen. Anna var ikke længere “den nye pige” men “hende der løb”.

– Man vænnede sig til rotter i sengene, aldrig at vende ryggen til sine værdier og lyden af en blæser, der mest af alt lød som et fly, som var ved at lette, siger Anna.

Razzia

Hver nat frygtede man razzia på værelserne.

– En nat stormede alle vagterne pludselig ind i vores hus og gennede alle ud. Mens alt blev endevendt, fortæller Anna.

Anna havde en ulovlig telefon, som hun delte med de to piger.

– Vi havde et af de bedste skjulesteder, fortæller Anna, som ikke vil afsløre stedet, fordi mange af de indsatte følger med i medierne.

Et hjerteskærende farvel

Selv om Anna vænnede sig til kaos, udspekulerede personligheder og kost bestående af ris, kylling, hvidt brød og kogte pølser, var det en lettelse, da hun fik at vide, at hendes dom var blevet forhandlet ned på fire år.En dom hendes familie kunne købe hende ud af med dagbøder, så hun kun havde tre uger tilbage.

Men det var samtidig en ambivalent følelse.

– Det var så mærkeligt at gå og være glad, når jeg vidste, at for eksempel min veninde fra Jamaica, som har det bedste hjerte, skal være der ni år endnu, mens hendes toårige søn venter på hende derhjemme, fortæller Anna.

Artiklen blev første gang bragt på Femina. Dette er en redigeret version.