Kendte2. november 2022

Heino Hansen afslører: Tjener styrtende

Komiker Heino Hansen lan stable millionerne efter sit første turné som hovednavn
Heino Hansen
Heino Hansen er blevet en velhavende komiker efter turnéen med sit første one man show.
 Foto: Dan Mariegaard

141 shows på ti måneder.

Heino Hansen tog efter mange år og ditto overvejelser tidligere i år springet og drog på turné med sit allerførste onemanshow.

Og det har altså sat et tungt aftryk på bankbogen.

Det fortæller han i følge Ekstra Bladets i deres podcast ”Revolver”.

Jeg har jo været på tour, så det er jo lidt en højdespringer, lød det fra komikeren, da han blev spurgt, hvad han tjener.

- Måske fem-seks millioner, afslørede han.

Og det imponerende regnskabsår slutter ikke her, for om lidt kommer julefrokosterne, og det er lig med højsæson i underholdningsindustrien.

Født pessimist

Da SE og HØR i sommer mødte Heino Hansen på Tinderbox, fortalte han, hvorfor han i så mange år har gået rundt som katten om den varme grød og taget tilløb til at lave sit eget one man show.

- Jeg er lidt et forsigtigt gemyt. Og så kan jeg godt lide at eksperimentere. Jeg har lavet nogle forskellige temashows, men så kunne jeg mærke, at jeg heller ikke kunne trække den meget længere. Det er sjovt, at det er grænseoverskridende at lave det, der ligger mest lige for. Men det var det, fortæller Heino, som ikke afviser at gøre det igen, når han har fået pusten.

Og det var slet ikke så slemt at stå der alene på scenen og være hovednavn, som komikeren havde gået og bildt sig selv ind igennem årene.

- Jeg er jo født pessimist, så jeg har altid været sådan ”gad vide, hvad det kan, det her?”. Jeg har brugt mange år på ligesom ikke at være headliner, så jeg har kunnet hvile i, at det ikke er mig, de er kommet for at se, så lige om lidt kan jeg byde velkommen til fx Jonatan Spang.

- Men pludselig var jeg alene hjemme, og det var ret grænseoverskridende, at det var mig, de var kommet for at se, fortæller han om begyndelsen på de 141 shows.

Sponsoreret indhold