Nygift Jada afslører: Der kommer et bryllup mere
At Jada og kæresten Søren på en køretur i USA pludselig blev gift var ikke planlagt.
Det afslørede sangskønheden over for SE og HØR, da hun ankom på den røde løber til Danish Music Awards 2022.
- Det var fuldstændig fantastisk, siger Jada om brylluppet i ørkenstaten med sin store kærlighed Søren.
Men som sagt var det altså ikke planlagt hjemmefra, at parret skulle sige ja til hinanden i Las Vegas.
- Vi skulle bare igennem. Jeg skulle lave noget arbejde, og det skulle min kæreste også, siger Jada til SE og HØR.
På farten tog de to så pludselig en hurtig beslutning i kærlighedens tegn.
- Vi kørte en tur, hvor vi kom igennem Las Vegas, og så havde vi bare så meget lyst til at blive gift. Jeg elsker ham helt vildt meget, forklarer Jada.
Brylluppet i staterne blev afholdt uden familie eller venner omkring sig.
Men hitmageren kommer til at gøre det godt igen over for alle dem, som måske føler sig snydt for en stor kærlighedsfest.
Så da Jada bliver spurgt, om hun og Søren har tænkt sig at holde et bryllup herhjemme også, kommer svaret prompte.
- Ja, men jeg ved seriøst ikke hvordan, men vi holder sikkert en kæmpe fest en dag, forklarer hun.