Datoen er afsløret: Her skal dronningen fejre 50-års regeringsjubilæum
Endelig får hun sin folkelige fejring.
I september blev den officielle modtagelse af dronningen i forbindelse med hendes 50-års regeringsjubilæum udskudt, men nu er den nye dato afsløret.
Og faktisk skal danskere med royalistiske tilbøjeligheder allerede finde flagene frem.
Fejringen kommer nemlig allerede på næste lørdag – den 12. november, hvor den officielle modtagelse af dronningen vil ske på Rådhuset klokken 13.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Før modtagelsen, som overborgmester Sophie Hæstorp Andersen står i spidsen for, vil dronningen køre gennem Københavns gader i karet – ledsaget af hesteeskadron.
Umiddelbart efter ankomsten på Rådhuset vil dronningen træde frem på balkonen ud til Rådhuspladsen.
– Det er både en stor glæde og ære for mig som overborgmester, at vi kan fejre Dronningens regeringsjubilæum i København, hvor alle er inviteret med til fejringen fra Rådhuspladsen. Jeg håber, vi kan fylde pladsen med flag, så vi sammen kan hylde Dronningen og sige stort tillykke med jubilæet fra hele København og Danmark, siger den socialdemokratiske overborgmester.
I Rådhushallen vil Københavns Drengekor, Zapolski Strygerne og Vesterbro Ungdomsgård optræde.