Rebel Wilson er blevet mor
Smilet er stort og øjnene tunge hos Rebel Wilson. Den australske filmstjerne er således blevet mor.
Det afslører Hollywoodstjernen på Instagram til et billede af den lille ny, som kom til verden i sidste uge.
Og hvis du undrer dig over, hvorfor du ikke har hørt, at hun skulle være mor eller ikke har set hende strutte med en stor, gravid mave, så er det ganske enkelt, fordi hendes datter er født af en rugemor.
- Jeg er ovenud stolt af at kunne annoncere mit første barn fødsel. Royce Lillian blev født i sidste uge af en rugemor. Jeg kan slet ikke beskrive den enorme kærlighed, jeg allerede føler for hende. Hun er et smukt lille mirakel, skriver hun blandt andet i sit lange opslag.
Rebel har drømt om at skabe en familie i flere år og er evigt taknemmelig for, at det nu er lykkedes.
- Jeg er klar til at give lille Royce al kærlighed i verden. Jeg lærer hurtigt. Kæmpe respekt til at mødrene derude. Jeg er så stolt af nu at være med i klubben, skriver ”Bridesmaids”-skuespilleren.
Rebel har tidligere fortalt om sine fertilitetsproblemer på Instagram uden at gå i detaljer. I november 2020 fortalte hun dog, at hun har lidt af den hormonforstyrrende sygdom PCOS, som var årsag til hendes overvægt.
Et af symptomerne på PCOS udover overvægt er barnløshed.
Rebel danner par med Ramona Agruma. De har dannet par siden i sommer, hvor nyheden om Wilsons seksualitet kom frem.
"Pitch Perfect"-skuespilleren blev tvunget til at fortælle offentligheden om sin seksualitet af et australsk medie, som ville bringe nyheden, inden Wilson havde nået at fortælle alle venner og hele sin familie om sit første forhold til en kvinde.
Nu har hun fået en endnu en lille dame i sit liv.