Kongelige10. november 2022 (opd. 10. november 2022)

Ekspert: Ingen tvivl om, Joachim og Marie gerne vil hjem til Danmark

Prins Joachim og prinsesse Marie forlader til sommer Frankrig, hvor de har boet siden 2019
Prins Joachim og prinsesse Marie vil ifølge kongehusekspert Jakob Steen Olsen formentlig gerne bo i Danmark igen.
Prins Joachim og prinsesse Marie vil ifølge kongehusekspert Jakob Steen Olsen formentlig gerne bo i Danmark igen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– Nej, det bliver ikke Frankrig.

Flytter De så til Danmark?

– Det får vi at se, lyder svaret fra prins Joachim.

Sådan skrev Billed-Bladet i går, efter at mediet havde talt med prins Joachim i Toulouse.

Prins Joachims job som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris udløber til sommer, men allerede nu har han altså slået fast, at familien ikke bliver boende i Frankrig, når den tjans slutter.

Skal man tro kongehusekspert Jakob Steen Olsen, er der derfor gode chancer for, at Joachim og Marie snart kan komme til at bo på dansk jord igen.

Det siger han til SE og HØR.

– Jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at de meget gerne vil hjem til Danmark. Prins Joachim og prinsesse Marie vil gerne spille en aktiv rolle i kongehuset, og det kan de bedst gøre herhjemme.

– Ifølge prinsesse Marie var det jo ikke parrets egen opfindelse med Frankrig, siger kongehuseksperten.

Stillingen som forsvarsattaché er sat til at vare i tre år startende i september 2020.

Også historiker og kongehuskender Lars Hovbakke Sørensen mener, at Danmark er et godt bud som den kongelige families næste destination.

– Det kommer i hvert fald til at få afgørende betydning, hvis det IKKE bliver Danmark. For så glider han ud i det perifere i danskernes bevidsthed.

– Jeg tror den tidlige udmelding om Frankrig, kan hænge sammen med, at det er vigtigt at vise, han er en del af det danske kongehus, siger Lars Hovbakke Sørensen til SE og HØR.

Prins Joachim og familien flyttede til Paris i 2019. Her startede Joachim med at gennemføre en militæruddannelse på et år, før han i 2020 blev ansat på Den Danske Ambassade.

Siden oktober 2021 har prinsesse Marie ligeledes været tilknyttet ambassaden i Paris. Her har hun ageret som særlig kulturrepræsentant i kulturafdelingen.

Sponsoreret indhold