Grusomt: Mand efterlyst for at torturere ekskærestes hund mens han filmede det
Advarsel: Chokerende billeder og beskrivelser i artiklen
55-årige Julius Holley ligner en sød og glad mand på det efterlysningsbillede, som politiet har sendt ud af ham.
Virkeligheden er dog nok en lidt anden - han er nemlig efterlyst for at have brudt ind hos sin ekskæreste, hvor han torturede hendes lille Yorkshire Terrier hund.
Videoen, der viser hans tortur af den stakkels hund, sendte han efterfølgende til sin ekskæreste.
Derfor er politiet i Detroit, USA nu på jagt efter Julius Holley - og han står til mange år bag tremmer.
Det skriver det lokale medie CBS Detroit.
Slår og kaster rundt med hunden
På videoen, der er blevet delt med flere amerikanske nyhedsmedier, ser man Julius Holley stå med den lille hund i den ene hånd.
I første omgang slår han hunden ind i et skab flere gange, før han kaster den til jorden.
Herefter slår han flere gange den stakkels hund med en ildrager, mens han flere gange råber "hold kæft" til den hjælpeløse hund, der blot piver over den umenneskelige mishandling.
Da Julius Holley forlader ekskæresten lejlighed, smider han den mishandlede hund i en kurv ved et nærliggende hus.
Heldigvis fandt politiet hunden, der siden er blevet behandlet for sine omfattende skader, og er blevet placeret hos Michigan Humane Society, der blandt andet tager sig af nødlidte hunde.
Står til lang fængselsstraf
Julius Holley er nu efterlyst af politiet for sin grusomme behandling af den lille Yorkshire Terrier.
I den forbindelse er han blevet sigtet for tortur af en hund, hjemmerøveri, tyveri og stalking.
Den efterlyste har ifølge politiet stalket og generet hundens ejer igennem længere tid.
Derfor står han også til en meget lang fængselsstraf, hvis han bliver kendt skyldig i de alvorlige anklager.
Det kan nemlig koste helt op til 10 år bag tremmer, hvis man torturerer eller dræber et kæledyr med det formål at forårsage skade eller opnå social kontrol over et andet menneske.
- Den forholdsvis nye lov anerkender den umisgenkendelige forbindelse mellem dyremishandling og vold i hjemmet.
- Loven giver os de nødvendige redskaber til at sørge for, at farlige forbrydere kan blive holdt ansvarlige for deres handlinger, har Dana Nessel, der er staten Michigans statsadvokat.
Sigtelsen om hjemmerøveri har en strafferamme på op til 15 års fængsel, Julius Holley kan derfor formentlig se frem til en lang fængselsdom, hvis han bliver fanget og kendt skyldig.