Nyforelsket Nikita Klæstrup viser kæresten frem
Smilet var ekstra bredt hos Nikita Klæstrup, da hun mødte SE og HØR på den røde løber til prisfesten The Voice 2022.
Hun havde nemlig taget sin nye kæreste Mikkel under armen:
- Det er meget nyt. Vi har set hinanden et stykke tid, men titlen er ny, lyder det fra Nikita Klæstrup, som desuden uddyber, at parret har været kærester i en uges tid.
Der var hverken røde roser eller kærestebreve involveret, da det store kærestespørgsmål skulle opklares, og de to blev da også sammen enige om, at det var en genial idé med den særlige titel:
- Det var en stor brandert på en natklub, hvor vi nåede til enighed om det. Og så tror jeg, vi begge to var lidt i tvivl om det dagen efter, om vi egentlig havde ment det. Og så nåede vi til enighed igen, forklarer kæresten Mikkel, der således sammen med Nikita Klæstrup troligt stillede op til fotografering foran den fremmødte presse.
Ny lejlighed
Efter i en periode at have delt lejlighed med sin ekskæreste, som Nikita stadig er gode venner med, kunne hun i september afsløre, at hun endelig havde fundet sit eget sted at bo:
- Jeg har fundet en lejlighed. Jeg flyttede ind i mandags, og nu er jeg bare ved at samle møbler og alt muligt, fortalte tv-skønheden til SE og HØR til premieren på Viaplay-produktionen "Drømmeren – Karen Blixen bliver til" i Moltkes Palæ i København
Selv om det knap fire år lange forhold til Casper Kofod brast, så har Klæstrup kun gode ting at sige om sin eks:
– Han er stadig skøn, men man kan ikke blive ved med at bo med en ekskæreste. Til sidst bliver det også en form for underlig roomie-konstellation, forklarede hun om den tid på boligjagt.
– Det er rart at få mit eget, lød det videre fra tv-tilrettelæggeren, der således har fundet sig en bolig på Islands Brygge i København.